Connect with us

Hvad søger du?

Ordet er dit

Turismefremmesystemet har bestået den ultimative test

Midler og ressourcer til turismefremmesystemet er udfordret. Men ‘Don’t rock the boat’, advarer Tonny Skovsted Thorup i dagens indlæg.

Tonny Skovsted Thorup, Destination Nord. PR-foto
Tonny Skovsted Thorup, Destination Nord. Pr-foto

Verden har ændret sig markant de seneste 2-3 år. Fra coronakrise til energi- og inflationskrise. Fra en verden i fred til ufred i Europa. Vi har velsagtens oplevet flere epokegørende begivenheder på få år, end nogle oplever på et helt liv. Turismen har oplevet det hele fra 1. række – på godt og ondt.

Af Tonny Skovsted Thorup, direktør, Destination Nord

Vi er gået fra at være helt lukket ned til nu at have 63,9 mio. overnatninger i Danmark i 2022. Turisme- og oplevelseserhvervet skaber nu 250.000 jobs, hvilket er hver 8. privatansatte i Danmark, og beskæftigelsen her er nu højere end medicinalindustrien, landbruget og it-branchen tilsammen.

Mange brancher skaber vækst, men turisme- og oplevelsesbranchen skaber vækst i hele Danmark.

Når vi sammenligner Danmark med de øvrige europæiske lande, så er vi dem, der har håndteret de seneste års kriser bedst – best of class i Europa!

Så hvad er pointen?

Ja, pointen er, at turismen og turismefremmesystemet har bestået den ultimative test.

Vi var dømt hjem, helt hjem. Vi rejste os og kom tilbage stærkere end nogensinde.

Midler og ressourcer udfordret

Alligevel er den politiske virkelighed omkring rammerne for turismen i Danmark usikre.

Midlerne og ressourcerne til turismen er udfordret.

Lige fra de store organisationer som VisitDenmark, Dansk Kyst- og Naturturisme til Wonderful Copenhagen og MeetDenmark.

Godt nok har turismen lige fået 100 mio. kr. over de næste 4 år – tusind tak for det.

Men samtidig er der stor usikkerhed om fx den nationale turismepulje og det lokale commitment og finansiering af destinationsselskaberne.

Måske er det vigtigt at minde om, at puljen på de 40 mio. kr. var ét af de helt store incitamenter for, at kommunerne skulle gå sammen om at danne destinationsselskaberne i sin tid.

Nu er den i spil, og det udfordrer i den grad nogle af de byrådspolitikere, som talte for skabelsen af destinationerne.

Destinationsselskaber kan tabe

Vi kan tydeligt mærke lokalt, at mange af de nye byrådspolitikere ikke har været med omkring etableringen af destinationerne, og de ekstremt hårde tider for kommunerne gør, at der bliver kigget på bidraget til destinationerne, som hurtigt kan tabe kampen til ‘kernevelfærden’.

Hvis man reducerer eller helt fjerner den nationale turismepulje, vil man også fjerne et vigtigt lokalt incitament for destinationsselskaberne.

Det vil helt sikkert få flere kommunale byråd til at reducere deres bidrag og finansiering på sigt, man kan jo allerede nu konstatere, at der er ‘uro i geledderne’ og i det kommunale bagland på grund af kommunernes svære økonomiske situation.

Kommunal finansiering afgørende

Her skal man huske på, at den kommunale finansiering af dansk turisme er helt afgørende for markedsføringen af Danmark, da vi medfinansierer midlerne i VisitDenmark i stor stil og ofte efter krone-til-krone-princippet.

Samtidig udgøres min. 50 % af udgifterne til destinationsudvikling og større projekter i Danmark jo også af kommunernes bidrag.

Så det vil være meget uklogt at udfordre kommunernes engagement i destinationsselskaberne ved at fjerne den nationale pulje: ‘Don’t rock the boat’.

Nu er der jo altid mange fædre til en succes. Først og fremmest er det jo omstillingsparate og vedholdende virksomheder i vores erhverv, der har kæmpet hårdest for tilpasse sig de omskiftelige tider og er lykkedes med det, men dansk turismes succeshistorie er også en unik kombination af stat, erhverv, interesseorganisationer og et turismefremmesystem, der har fungeret i tæt samarbejde.

Derfor er der ingen grund til hverken at drøfte organisering af turismen i Danmark, fjerne økonomiske midler, rokke ved den kommunale forankring eller commitment eller hvad nu man kan finde på i kontorerne i Finansministeriet.

Ikke alle kan arbejde for Novo

Vi er helt med på, at man her ikke regner turismen for noget, fordi det ikke er en vidensintensiv branche.

Men nu kan vi jo ikke alle arbejde for Novo Nordisk i København, og turisme- og oplevelseserhvervet skaber ikke bare vækst, men også jobs. Mange jobs. 250.000 for at være præcis.

For mange af os handler det om at fastholde og skabe stedsbestemte jobs, bosætning og attraktive byer og kan ikke reduceres til en DJØF-kalkule i en sen budgettime.

Herude langt fra Slotsholmen er det et spørgsmål om liv eller død.


Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg i Ordet er Dit skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg og kronikforslag kan sendes til redaktion@turisme.nu

Fik du læst ...

Sæsonrapporter

Branchen ser tilbage: Vejret i højsæsonen var skrækkeligt, mens de svenske og norske gæster blev væk. Men til gengæld strømmede nye gæstegrupper til.

Destinationsudvikling

Pandemien fik omsider folk til at bruge deres sommerhuse meget mere. Og det har stor økonomisk betydning for Odsherred, mener Morten Egeskov, direktør i...

Navne

48-årige Torben Kylling Petersen får ansvaret for at videreudvikle turismen i Destination Vesterhavet.

Hotel

Hotelbrandet Aiden er ny spiller på hotelmarkedet i Danmark. Her mødes ungt og urbant design med nye teknologiske løsninger. Kædens første hotel er placeret...

Copyright © 2022 Turisme.nu

Turisme.nu

c/o Willmore

Ryesgade 106A, 2. th.

DK-2100 København Ø

Turisme.nu er tilmeldt pressenævnet