
Efterspørgslen på aktiv ferie vokser og særligt cykelferie er i fokus, når både danske og internationale turister holder ferie i Danmark.
“Cykelturismen vokser over hele landet, men særligt i Kongernes Nordsjælland er der gode betingelser for at holde ferie på to hjul. Strand, skov, mange attraktive cykelruter og fine faciliteter tiltrækker mange cykelturister. Allerede nu kan vi se, at hver fjerde turist cykler under sit ophold på destinationen. Men vi kan og skal gøre det endnu bedre. Der er nemlig potentiale til meget mere,” siger Bettina Kampmann, projektchef i VisitNordsjælland.
Fra tidligere undersøgelser viser det sig nemlig, at cykelturister har et højt forbrug, og at deres aktivitetsniveau er højere end andre turisters.
Samtidig er de mere tilfredse med deres feriedestination og bliver dermed bedre ambassadører for Nordsjælland som feriemål.
Download Visitnordsjællands cykelstrategi her: 876-001 Strategi folder 12 sider LR
LÆS OGSÅ: Fyn-Cyklen er Årets Cykelturismeløsning
Kommunerne skal tro på cykelturisme
“Kort sagt er VisitNordsjællands vision at øge den cykelrelaterede omsætning. Der er en god forretning og et højere døgnforbrug i cykelturisterne,” siger Bettina Kampmann.
Men skal Kongernes Nordsjælland være en endnu cykelvenligere destination kræver det også, at kommunerne vil udvikle de eksisterende muligheder, så både aktører, turister og i sidste ende borgerne selv får glæde af det.”
I første omgang hentyder hun til den allervigtigste forudsætning for, at Nordsjælland kan tiltrække flere cykelturister: Der skal nemlig være sikre veje og stier, flere cykelruter, flere skilte med den rette placering, og så skal ruterne være tilgængelige digitalt.
Dernæst mangler der også mere detaljeret viden om både de fysiske rammer for cykelturismen og gæsternes ønsker.
Ruternes tilstand skal tjekkes årligt, lokale aktører guides til at blive mere cykelvenlige og oplevelser skal kortlægges.
LÆS OGSÅ: Fyn vil være eventyr-ø for cykelturister
Danmarksmester i cykelturisme?
Ved at få mere fokus på cykelturismen bliver det også lettere at identificere flere virksomheder, der kan spille en aktiv rolle og tjene penge på cykelrelaterede ydelser, der skaber mere værdi for cykelturisterne. Det kunne være udlejning af cykler, reparation, spisning eller overnatning.
“Sidst men ikke mindst handler det også om at positionere Kongernes Nordsjælland endnu bedre gennem markedsføringen. Vi skal blive ved med at styrke vores fortælling om Nordsjælland på alle tænkelige kanaler, intensivere vores samarbejde med cykeltur-operatørerne og arbejde endnu mere målrettet på at tiltrække gæster fra København,” siger Bettina Kampmann.
“Med ”Kærlighed på cykel” var vi den første destination til at omtænkte cykelferie til et oplevelseskoncept. Nu puster Fyn os i nakken og giver os kamp til stregen. Så hvis vi skal blive i førertrøjen, er vi nødt til at bringe destinationen op på et nyt niveau,” siger Bettina Kampmann.
LÆS OGSÅ: Millioner til national cykelrute i international klasse