
Covid19 går også hårdt ud over store museer som Moesgaard Museum ved Aarhus, der på grund af krisen mister mindst 2 millioner kroner i tabte entréindtægter. Fordi museet får statsstøtte, må Moesgaard Museum ikke opbygge nogen form for økonomisk reserve, så de tabte millioner er et hårdt slag.
Af Lars Bo Axelholm, redaktør, Turisme.nu
”Vi har ikke prøvet noget lignende før, de seneste dage har været meget hektiske,” fortæller direktør for Moesgaard Museum, Mads Holst, til Turisme.nu.
Selv om museet faktisk var begyndt at forberede sig på, at der kunne være restriktioner på vej som følge af krisen med Corona, så kom påbuddet om at lukke dørene på Moesgaard Museum alligevel til at betyde travlhed.

Moesgaard Museum er et kulturhistorisk museum, der viser arkæologiske og etnografiske udstillinger i international klasse. Museet forsker i og formidler menneskelivets mangfoldighed i et tæt samarbejde med Aarhus Universitet.
Moesgaard omfatter syv besøgssteder: Moesgaard Museum i Højbjerg, Vikingemuseet i Aarhus, Odder Museum og Samsø Museum.
”For os var det jo et decideret påbud om lukning af alle publikumsaktiviteter på museet. Og da det er langt hovedparten af dét, vi laver, så det var stort set alle medarbejdere, der pludselig stod uden opgaver, og hvor vi også måtte tage stilling til, hvordan vi skulle håndtere situationen,” siger Mads Holst.
”Så vi har talt med hver eneste medarbejder, for at finde ud af, hvilken situation han eller hun står i. Det er ikke alle, der kan få passet børn eller komme på arbejde pga. transporten, og der forventer vi også, at der kommer yderligere problemer,” siger Mads Holst.
“Og så har der været en enorm opgave med at få kommunikeret til medarbejderne – prøve at give nogle svar på den store utryghed, der breder sig på museet. Vi kan jo ikke give klare svar på det hele. Men vi kan fortælle, hvad det er, vi gør – og så prøve at have en plan for hurtigst muligt at komme derhen, hvor der er klarhed over tingene,” siger han.
Kriseberedskab nedsat
Moesgaard Museum er lukket indtil videre. Man har nedsat et kriseberedskab, nogle medarbejdere er blevet bedt om at arbejde hjemmefra, andre er blevet sendt hjem, fordi der ikke er opgaver til dem, og så er der nogle som stadig arbejder på museet, fordi de er optaget af aktiviteter, der ikke er rettet mod publikum.
I den kommende uge skal kriseberedskabet så begynde at danne sig et overblik over de langsigtede konsekvenser for museet, forklarer Mads Holst.

”Vi har fra krisens begyndelse arbejdet med den antagelse, at det her, det kan godt blive langvarigt. Altså også længere end de 14 dage, hvor vi foreløbig holder lukket. Faktisk arbejder vi med et 3 måneders scenarie, hvor vi forudser, at vi er lukket for publikum eller stærkt reduceret aktivitet. Vi ser også ind i, at der i det hele taget på den længere bane er mindre aktivitet,” siger Mads Holst til Turisme.nu.
”Vi er lukket indtil ultimo marts – men vi forventer, at det bliver længere. Grundlæggende regner vi med, at det er 2 millioner kroner, vi mangler, efter sådan en måned, og det er efter, vi har lavet tabsbegrænsning. ”
De manglende to millioner vil svare til 15-20 % af omsætningen i den måned på Moesgaard Museum, og det gør ondt, fordi museet ikke har lov til at opbygge en økonomisk buffer.

”Vi ligger i et grænsefelt, fordi vi får tilskud fra staten og kommunen, og egentlig også fungerer på nogle kommercielle præmisser, så det er ikke sådan, at vi har opbygget en stor overskudsgrad eller egenkapital. Det er grundlaget for, at vi får tilskud, at vi ikke har det. På den måde har vi en stor sårbarhed,” forklarer han.
”Problemet er, at vi ikke må være voldsomt solide, for så kan vi ikke få de tilskud, vi får, til vores offentlige opgave. Omvendt har vi en meget stor del af vores virksomhed, der i dag kører fuldstændig på kommercielle vilkår, og det vil sige, at vi er en underlig hybrid. Det går godt i et velfungerende samfund, men når vi så rammes af så stor en krise her, så har vi ikke særligt meget at stå imod med,” siger Mads Holst.
Problemet gælder både museets likviditet og samtidig har på Moesgaard Museum medarbejdere med lang opsigelsesfrist. Det betyder, at man ikke kan agere lynhurtigt for at reducere udgifter.
”Vi står i en kompleks sammenhæng mellem nogle opgaver, som er en myndighedsopgave, som vi ikke bare kan lukke for, og så den samlede virksomhed. Den store udfordring er, at vi på mange måder er begrænset i vores handlemuligheder,” siger Mads Holst.
”Vi ligger i et grænsefelt, fordi vi får tilskud fra staten og kommunen, og egentlig også fungerer på nogle kommercielle præmisser, så det er ikke sådan, at vi har opbygget en stor overskudsgrad eller egenkapital …
Mads Holst, direktør, Moesgaard Museum
Det lyder som om, at du ikke har ret mange handlemuligheder?
”Det er dét, som er udfordringen her og nu. Derfor holder vi også meget øje med, hvad der kommer af muligheder fra regeringens side. Vi er ret afhængige af, at enten stat eller kommune holder et sikkerhedsnet under os, ”siger han.
Der skal gøres noget på området
Vi har på Turisme.nu tidligere beskrevet, hvordan attraktioner føler sig overset, og at Regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter har fokuseret på hoteller, flyselskaber og rejsebureauer, og at der ikke bliver tænkt på, at attraktionerne også kommer i knibe. Er det en frustration, du deler?
”Vi har ikke set de pakker, der lige retter sig mod os endnu, det er helt tydeligt, at man har et indtryk af, at de starter ’fra toppen’, og så bevæger sig ned i detaljerne – og det håber jeg meget på, for vi mangler stadig dét, der præcis lige rammer ned i vores område,” siger Mads Holst.
Det er måske et dumt spørgsmål, men kan det ende med at Moesgaard Museum lukker?
”Ja, principielt kan det jo godt, for vi en selvejende institution, og vi har ikke noget statsligt eller kommunalt garanti for, at vi eksisterer – men det er aldrig sket ved de større museer, endnu,” siger Mads Holst.
”Så det er en uprøvet situation. Men det jeg synes, man kan se, er, at Regeringen vil gøre rigtig meget for at de her ting ikke udvikler sig derhen – men det er der altså også behov for. Der skal gøres noget på det her område,” slutter Mads Holst.
