Corona har vendt op og ned på turismen og har blandt andet medført en stigende interesse for ferie i Danmark. Det har medført en opblomstring af nye ferieformer, og rejsebureauet NILLES kaster sig nu over krydstogter i Danmark.
”Interessen er meget positiv – jeg er faktisk lige ved at lægge to nye afgange ind på Limfjorden,” fortæller Miriam B. Christiansen, direktør i NILLES Rejser til Turisme.nu.
”Vi har mange lokale kunder i det nordjyske, så vi var lidt spændt på, om vi kunne få nordjyderne til at tage på krydstogt i Limfjorden – men der er vi blevet overrasket – det vil de meget gerne,” siger hun.

I første omgang kan gæsterne sejle med på Limfjorden og i det sydfynske øhav.
Men også Nordsjælland er i kikkerten som potentielt rejsemål for de nye indenlandske krydstogter, fortæller Miriam B. Christiansen:
”Corona har jo betydet, at vi er nødt til at være innovative i den her tid. Vi skal som rejsearrangør finde nye markeder og nye produkter. Generelt har vi haft god succes med flodkrydstogter i Europa, men hvorfor køre vores gæster ud af landet, når vi nu har så flot en kyststrækning i Danmark…”
Corona og tv-programmer
Miriam B. Christensen fortæller, at lanceringen af det nye produkter er hjulpet på vej af coronapandemien, der som bekendt har gjort det nærmest umuligt at rejse udenlands.
Samtidig har tv-programmerne, hvor Michael Beha Erichsen sejlede rundt i Danmark, også styrket interessen for at opleve Danmark fra vandsiden, fortæller direktøren.
”Vi har helt sikkert fået øje på Danmark igen. Danskerne har altid godt kunne lide at sejle, så ja, vi kan da godt undre os over, at vi ikke er kommet i tanke om det før,” siger Miriam B. Christiansen.
Krydstogterne arrangeres i samarbejde med Ældre Sagen og sejladserne foregår på skonnerten Maja, hvor der bliver plads til 50 gæster.
Gæsterne skal spise og overnatte i havnebyerne og det vil give en håndsrækning til de lokale aktører, forklarer Miriam B. Christiansen.