Connect with us

Hvad søger du?

turisme.nuturisme.nu

Nyheder

Fantastisk aften for dansk gastronomi

Efter uddelingen af de nordiske Michelin Guide er der nu endnu flere gode historier at fortælle, når dansk gastronomi skal være ambassadør for Danmark.

Noma fik omsider sin 3. Michelin stjerne. (Foto: Haakon Nordvik/Matkanalen)
Restaurant Noma og René Redzepi fik omsider sin 3. Michelin-stjerne i aftes. (Foto: Haakon Nordvik/Matkanalen)

Stjernerne trækker omtale, image og turister, men det er i høj grad den generelle madscene, der opfylder turisternes ønsker om god mad i Danmark. Derfor er det vigtigt, at Danmark fortsat har innovative kokke, der kan udvikle deres ambitioner til inspiration for resten af branchen og til glæde for dansk turisme.

Coronapandemiens restriktioner, mangel på internationale gæster og lukkede restauranter har været en stor udfordring for den mangeårige udvikling med flere og flere Michelin stjerner til danske restauranter.

Pandemien har været med til at lukke tre restauranter, men med fire nye danske restauranter med en stjerne, endnu en stjerne til Kong Hans, hele seks grønne stjerner og ikke mindst den tredje stjerne til Noma er der virkelig noget at fejre.

Det begejstrer VisitDenmark, at der nu er flere gode historier at fortælle om dansk gastronomi.

”Nytænkte måltider i topklasse har i de sidste år været med til at tegne Danmarks image i udlandet, og stjernerne er væsentlige for turisternes opfattelse af Danmark,” siger Anders Rosbo, kommunikationschef hos VisitDenmark.

“Stjernerne trækker omtale, image og turister, men det er i høj grad den generelle madscene, der opfylder turisternes ønsker om god mad i Danmark,” siger han.

Innovative kokke

”Derfor er det vigtigt, at vi fortsat har en flok af innovative kokke, der kan udvikle deres ambitioner til inspiration for resten af branchen og til glæde for turismen,” forklarer Anders Rosbo.

“For lige som de internationale turister er vigtige for Michelin restauranterne, har kokkenes innovation betydning for turisterne, fordi den manifesterer sig i retterne hos restauranterne i hele landet, i nye madevents og nye råvarer.”

Glæde hos HORESTA

Stjerneregnen over dansk gastronomi glæder også HORESTA, som understreger stjernernes enorme betydning for hele restauranterhvervet og dansk turisme.

”Et stærkt Michelin-segment er med til at hæve standarderne i hele erhvervet og flytte grænser. Derfor er det fantastisk, at restauranterhvervet får dette boost, nu hvor mange er på bagkant af krisen og parate til igen at fylde restauranterne. Flere virksomheder mærker allerede stor efterspørgsel, men stjernerne fra Michelin giver et enormt boost,” siger Tine Skriver, fødevarechef i HORESTA, og fortsætter:

”Danmark har en position i den gastronomiske superliga, og den er heldigvis kun blevet forstærket her til aften. Vi har restauranter, der bliver omtalt i pressen over hele kloden, og hvor folk står på venteliste i månedsvis,” siger Tine Skriver.

“Madinteresserede valfarter til fra hele verden for at spise her, og det kommer hele oplevelseserhvervets værdikæde til glæde: Fra producenten og leverandørerne til restauranterne, samt til vores attraktioner, overnatningssteder og meget mere. Gastronomi er en vigtig ’reason to go’ for mange turister, og der står vi heldigvis stærkt på bagkant af coronaen med et innovativt og udfordrende restauranterhverv,” siger HORESTAs fødevarechef.

”Michelinuddelingen viser jo meget godt, at selvom nogle af landets bedste restauranter lukker, så popper der konstant nye op. Vi har fået skabt et økosystem i landets bedste restauranter, hvor kombinationen af et skyhøjt niveau og en stærk iværksættertrang blandt madhåndværkerne skaber ringe i vandet. Der er nu toprestauranter over hele landet, og der er også mange flere, der er stjerner værdige end blot dem, som Michelin har fremhævet,” lyder det Tine Skriver, fødevarechef i HORESTA.

Gastronomi i markedsføringen

VisitDenmark har i mange år brugt gastronomien i markedsføringen af Danmark. Senest er produceret 10 videoer med danske ildsjæle inden for fødevare- og gastronomi, der skal være med til at holde Danmark top of mind og gøde jorden for, at flere mad- og gastroturister kommer til Danmark.

Mad- og gastroturister

En analyse fra 2018 viste, at op mod hver tredje udenlandske turist dengang var en mad- og gastroturist. For dem er madoplevelser af høj eller afgørende betydning for, at de vælger at holde ferie i Danmark. Især blandt gæsterne på Michelin restauranterne er der mange internationale turister, også de eksklusive foodies, der primært rejser efter maden.

Mad- og gastroturister er meget attraktive turister. De har et højere forbrug end den gennemsnitlige udenlandske turist, flere af dem vil gerne hertil igen, og de er godt tilfredse med deres ferie i Danmark. De scorer samtidig højt som ambassadører for Danmark: To ud af tre på storbyferie vil anbefale ferie i Danmark til venner og bekendte.

Fik du læst ...

Iværksætteri

Backlands Gravel Festival vil være den to-hjulede pendant til Heartland-festivalen. Odsherred bliver første vært – flere destinationer tripper for at være med.

Outdoor

Gravel – cykling på grusstier på robuste cykler - stormer frem i popularitet, og det giver nye muligheder for turismens aktører.

Politik

Frederikshavn satser benhårdt på turismen og vejen til vækst går gennem de nye, store destinationsselskaber, siger borgmester Birgit S. Hansen.

Nybyggerne

Marsk Tårnet i Skærbæk har fået en forrygende modtagelse af publikum – og den nye attraktion har sat Skærbæk på verdenskortet.