Ægteparret Jan og Dorte Milling offentliggjorde fredag (31. januar), at de med virkning fra månedsskiftet overtager det store Vejle Center Hotel.
Dermed udvider ægteparret porteføljen af hoteller i Milling Hotels gruppen. Det er mere end 30 år siden, at de kom ind i branchen med købet af det odenseanske Hotel Ansgar, og siden er der kommet ni yderligere hoteller til – og nu også hotellet i Vejle.
Dermed er hotelkæden oppe på 11 hoteller fordelt – de fem ligger i Odense, et enkelt ligger i Maribo, og resten finder man i det jyske.
”Vi har længe gået og drømt om at udvide Milling Hotels med endnu et hotel. Og særligt Vejle Center Hotel har vi drømt om i flere år. Vi er derfor så glade for, at det endelig er lykkedes at lande en aftale. Hotellet i Vejle bliver vores største af alle, når man kigger på antallet af rum,” siger Jan Milling i en pressemeddelelse.
Gruppen er et vaskeægte familieforetagende. Ægteparret har involveret både deres nu voksne børn i firmaet, og det bliver Dortes bror Peter Milling, som bliver hotelchef for det kommende ”Milling Hotel Vejle”.

