Der er stolthed at spore hos Fårup Sommerland i disse dage.
Parkens bestyrelsesmedlem siden 2012, Andreas Andersen, er netop blevet udnævnt til formand for den internationale sammenslutning af forlystelsesparker og attraktioner i hele verden, IAAPA.
Udnævnelsen vækker stor begejstring hos den nordjyske turistattraktion:
“Vi glæder os meget over Andreas Andersens indtog på det internationale marked, og vi er stolte over at besidde en sådan kapacitet i vores bestyrelse. Det vidner om Fårups unikke karakter og evne til at tiltrække de helt rigtige branchefolk, der kan tilføre relevant viden og understøtte parkens fremtidige udvikling,” lyder det fra Ole Mølgaard, der er bestyrelsesformand i Fårup Sommerland, i en pressemeddelelse.
Læs også: Fårup Sommerland satser på golf efter elendig sommer
Andreas Andersen begyndte i Tivoli
Andreas Andersens startede sin karriere i forlystelsesbranchen i Tivoli i København, hvor han blandt andet var vice-adm. direktør fra 2004 til 2008.
Fra 2002 til 2004 fungerede Andreas Andersen desuden som generalsekretær for Foreningen for Danmarks Forlystelsesparker og medlem af organisationens nationale bestyrelse.
Til dagligt er Andreas Andersen CEO og formand for Liseberg Group i Göteborg i Sverige, hvilket understreger hans engagement i den internationale attraktionsbranche.
Som formand for IAAPA vil Andreas Andersen blandt andet sætte fokus på bæredygtighed i den globale forlystelsespark.
“Det er mig en ære at overtage formandsposten i IAAPA. Jeg har elsket denne branche, siden jeg var lille, og jeg ser frem til fortsat at bidrage til skabelsen af gode og bæredygtige vilkår for industriens fremtid,” lyder det fra Andreas Andersen.
Andreas Andersen har været medlem af IAAPAs bestyrelse og formand for IAAPAs europæiske regionale rådgivende udvalg siden 2014. Han var desuden formand for IAAPA’s europæiske underudvalg for regeringsrelationer fra 2011 til 2013. Udnævnelsen fandt sted tirsdag morgen under en officiel ceremoni i Orlando, Florida.
Læs også: Fårup Sommerland-direktør skal hjælpe sommerhusudlejere
Om IAAPA
- Den Internationale Forening af Forlystelsesparker og Attraktioner (IAAPA) er den førende brancheorganisation for attraktionsindustrien verden over.
- IAAPA blev grundlagt i 1918 og er den største internationale handelsorganisation for permanent beliggende fornøjelsesfaciliteter og attraktioner, som er dedikeret til attraktionsindustriens bevarelse og velstand.
- IAAPA repræsenterer mere end 4.800 anlæg, leverandør og individuelle medlemmer fra mere end 90 lande.
- Medlemslisten tæller forlystelsesparker, vandlande, attraktioner, familieunderholdningscentre, arkader, zoologiske haver, akvarier, museer, videnskabscentre og feriesteder.
- Foreningens globale hovedkontor ligger i Alexandria, Virginia, USA.