Mange danskere har under coronapandemien (gen)opdaget glæden ved staycation, og igen i år trækker det danske sommerland i os. En tendens, man hos Novasol forventer, vil fortsætte i fremtiden, også når de udenlandske feriegæster igen sætter kurs mod Danmark.
Et år med lukkede grænser, rejserestriktioner og usikkerhed omkring rejsemuligheder har fået flere danskere til at holde sommerferie i Danmark.
Hos feriehusudlejerne Novasol har danskerenes nye feriemønstre bevirket en stigning på 165 procent i 2021, når det kommer til danske bookinger i ferieugerne 26-31 sammenlignet med 2019.
Omvendt har der været en nedgang i de ellers vante bookinger fra vores tyske naboer.
Voldsom stigende tysk interesse
Dog oplever Novasol nu igen en stigende interesse for sommerhusene i Danmark fra de tyske gæster.
I perioden marts til midt juli i år er antallet af tyske søgninger på ophold i de danske sommerhuse, især til sommerferie 2022, steget med hele 580 procent.
”Vi er utrolig glade for, at danskerne booker, men vi vil også meget gerne se de udenlandske gæster i Danmark – særligt da de tyske turister i en vis udstrækning holder ferie på andre tidspunkter end danskerne,” siger Per Brogaard, kommerciel direktør hos Novasol i en pressemeddelelse.
“Derfor glæder vi os naturligvis over den tyske interesse, vi oplever lige nu. Det giver forhåbninger om et ’normalt’ 2022,” siger Per Brogaard.
Han anbefaler derfor, at danske gæster med fordel kan begynde at planlægge sommerferien 2022, hvis man vil sikre sig det helt rigtige feriehus.
At den tyske rejselyst er på vej retur, viser også de seneste tal fra VisitDenmarks Rejseindikator.
Her ses det, at tyskernes ferierelaterede søgeadfærd steg markant fra april til maj måned.
Specielt steg søgevolumen efter ‘dänemark urlaub’ med 172 procent, mens søgevolumen for ‘dänemark ferienhaus’ steg med 173 procent.*

Danskerne udvider sæsonen
På trods af at Danmark har måtte undvære de udenlandske gæster under pandemien, har Novasol oplevet en god efterspørgsel på sommerhusene fra danskerne.
Højsæsonugerne 28, 29 og 30 trækker altid mange gæster, men i 2021 ses også en generel højere efterspørgsel i de tidlige og sene højsæsonsuger 26 og 27 samt 31 og 32 sammenlignet med 2019.
En efterspørgsel som har fordelt sig godt rundt i sommerhusområderne i hele Danmark.
Måske vil denne artikel også interessere dig ...
Mange job i kystdanmark
En særligt positiv effekt af gæster i sommerhusene er, at de er med til at holde gang i kystturismen, der skaber mange arbejdspladser langs de danske kyster.
Faktisk skaber kystturisme over 70.000 fuldtidsjobs i Danmark, viser en rapport fra Visit Denmark publiceret i februar 2021.*
At turismen er vigtig for især kystkommuner, underbygges også af den nyeste analyse af turismens økonomiske betydning, som VisitDenmark har offentliggjort juli 2021. Ganske vist er det ikke overraskende København og Aarhus, der har den største turismeomsætning, men en sommerhuskommune som Varde ligger på en tredjeplads.
Og det er ø-kommuner som Fanø og Læsø, hvor turismen fylder allermest i kommunernes totale økonomi.

*Kilde: VisitDenmarks Rejseindikator og Statusanalyse af turismens udvikling og konkurrenceevne, februar 2021.
Måske vil denne artikel også interessere dig ...