1. juni 2024 flytter turistforeningen Toppen af Danmark ind i Havnemesterboligen på Vestre Strandvej i Skagen, hvor Destination Nord har kontor.
Det sker som led i et udvidet samarbejde, hvor Toppen af Danmark fremover skal stå for turistservice i Skagen for destinationsselskabet.
”Det er en både god, logisk og praktisk løsning for begge organisationer,” siger Nicolai J. Nissen, direktør i Toppen af Danmark.
”Vi har allerede medarbejdere, der i stort omfang kan gå direkte ind og løse opgaven, og der er god økonomisk ræson i det for begge parter, at vi deler kontor.”
”Havnemesterboligen har fungeret som turistinformation i mange år og er derfor en optimal lokation, både i forhold til krydstogtgæster og feriehusudlejningen i Feriehuse.dk, hvor der løbende er udlevering af nøgler, modtagelse af kunder osv. – alt i alt supplerer turistservice vores øvrige aktiviteter rigtig godt,” forklarer han.
Det betyder bl.a. også, at åbningstiderne for turistinformationen kan udvides. I højsæsonen fra juni til august er der åbent hver dag, mens der resten af året kun er lukket om onsdagen.
Tættere samarbejde
”Vi er meget glade for aftalen, som udover en række praktiske fordele også binder os sammen i et tættere samarbejde, hvor vi bedre kan udnytte hinandens styrker til fordel for alle, ikke blot i Skagen, men i hele området,” siger Tonny Skovsted Thorup, direktør i Destination Nord.
”Nu får vi kortere vej til hinanden i og med, at vi deler lokationen i Skagen, hvor en del af medarbejderne i Destination Nord fortsat har primær arbejdsplads, og resten af medarbejderne har sekundær arbejdsplads, fx ifm. møder mv., siger Tonny Skovsted Thorup.
Destination NORD og Toppen af Danmark har i forvejen en samarbejdsaftale, der bl.a. inkluderer samarbejde omkring markedsføring, PR, events og turistservice.

