Connect with us

Hvad søger du?

turisme.nuturisme.nu

Kyst

Truslen fra Øst kan få smilet til at stivne på Vestkysten

De danske sommerhus-udlejere har kronede dage – de tyske turister elsker at holde ferie i et lækkert dansk feriehus. Men ved den polske Østersø-kyst er der noget i gære. En udvikling, der om ganske få år kan få smilet til at stivne på den danske vestkyst.

Ridderarrangement på stranden ved Swinousjie i Polen. (Foto: Pxhere)

Ridderarrangement på stranden ved Swinousjie i Polen. (Foto: Pxhere)

Af Lars Bo Axelholm, redaktør, Turisme.nu

”Det vi så i Polen minder os om dét, vi så i Mecklenburg-Vorpommern i 1999…”

Ordene kommer fra Peter Kvistgaard, ph.d., turismeforsker ved Aalborg Universitet og partner i Kvistgaard+Hird.

Sammen med sin kollega John Hird og Sune Jensen, fagleder turisme i Dansk Industri, har Peter Kvistgaard udarbejdet en rapport om turismeudviklingen langs den polske Østersøkyst.

Og det er – set med danske turisme-briller – skræmmende læsning.

Peter Kvistgaard og John Hird besøgte to polske Østersø-regioner i maj 2017.

Og det som de to forskere så, bringer altså minder om den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern, der har gennemgået en rivende udvikling med nye faciliteter for turisterne. En udvikling der betyder, at Mecklenburg-Vorpommern i dag er en alvorlig konkurrent for især den danske vestkyst-turisme.

”Det mest iøjnefaldende var det niveau, som de arbejder på. At de investerer kraftigt i deres kyst-turismeprodukt. Nogle steder var der kraner overalt, for eksempel i Swinoujscie var der 10-11 projekter i gang. Og det er vel at mærke projekter på frontstage – altså nærmest i vandkanten. Vi fik den fornemmelse, at her kommer virkelig til at ske noget. De opgraderer; og de opgraderer kraftigt,” siger Peter Kvistgaard.

Peter Kvistgaard forklarer, at det polske turistprodukt ved Østersøen endnu ikke er helt på højde med det produkt som fx Mecklenburg-Vorpommern og Schleswig-Holstein kan tilbyde. Men det er kun et spørgsmål om tid.

”Om 5-10 år, så er de i Polen oppe på samme niveau. Og du får altså 5-stjernede hoteller lige på stranden. Det vil sige, udsigt til havet og klitterne, og gæsten kan hoppe i vandet, starte sin vandretur eller mountainbike-tur lige uden for døren. Når du så får et dobbeltværelse med en kæmpe morgenmadsbuffet for 895 kr., så er det klart, at det bliver svært at slå,” siger Peter Kvistgaard.

Hoteller vil ramme sommerhus-udlejere

Selv om polakkerne altså bygger nye 5-stjernede hoteller, så vil konkurrencen også ramme de danske feriehus-udlejere, vurderer Peter Kvistgaard.

”Det går godt for de danske sommerhus-udlejere i disse år. Men det kan til dels også forklares med makroøkonomiske forhold, som vi ikke har nogen indflydelse på, altså at der fx er frygt for terror ved andre rejsemål. Men der er ingen som helst tvivl om, at det produkt, som du kan få i Polen, det vil tyskerne også få øjnene op for,” siger Peter Kvistgaard.

En faktor, der får stor betydning, er det generelle omkostningsniveau i Danmark i forhold til Polen, forklarer Peter Kvistgaard:

”I Polen kan du ansætte 2-3 medarbejdere for det beløb, som én medarbejder koster i Danmark. Det vil få betydning for det serviceniveau, du kan tilbyde.”

De to turismeforskere besøgte den polske Østersøkyst i maj, og her mødte de tyske turister, der alle brugte ét ord, når de skulle beskrive, hvorfor de havde valgt Polen som feriemål: ”Preisgünstig…”

Allerede i dag er Polen nummer 9 på listen over tyskernes favorit-rejsemål, når det gælder ferier over 5 dage. Danmark er nummer 10. (Kilde: DRV 2016)

Danmark skal finde dansk løsning

Men selv om polakkerne altså investerer massivt og der skyder nye hoteller op i vandkanten som mælkebøtter på en sommergræsplæne, så vil det næppe være løsningen, at vi i Danmark blot gør det samme, lyder det fra Peter Kvistgaard.

”Vi bliver nødt til at have fokus på vores kystbyer, for det er dem, der skal trække væksten. Det er kystbyerne, der skal udvikles. Hvis kystbyerne bliver mere attraktive, så de kan tilbyde en kritisk masse af gæster, sådan at det bliver lettere at skabe en ny café, restaurant eller et boutique-hotel, så kan det være svaret. Men vi skal finde vores egen løsning, vi skal ikke bare efterabe, hvad de gør i Polen.”

Du kan downloade rapporten fra Kvistgaard+Hird: “Polske Fristelser” her20171206_polske_fristelser_rapport (1)

Fik du læst ...

Bæredygtighed

Store nye købestærke målgrupper kommer med nye krav og ønsker til campingpladserne, siger Ole Eskling, Camp Møns Klint, der gerne vil råbe kollegerne op.

Markedsføring

Hvordan sikrer Woco sig, at kampagne- og brandingfilm rammer den rigtige målgruppe, og at de efterlader seerne med et positivt indtryk af vores hovedstad?

Markedsføring

Julia Lahme og Lars Falk anmelder tre vidt forskellige brandingfilm. Giver filmene lyst til at besøge destinationen, eller skyder de helt forbi?

Karriere og navne

33-årige Jonas Balle Pedersen er tiltrådt stillingen som regionschef for Nordjylland hos Sol og Strand Feriehusudlejning.