I årtier havde Danmarks største fagforening, 3F, en kursusejendom i Karrebæksminde uden for Næstved. Med mødelokaler, masser af værelser og restaurant og køkken til at sørge for, at de fagligt aktive kunne klare sig igennem dagene på skolebænken.
Men 3F har forladt ejendommen, og dermed er der udsigt til, at Karrebæksminde Strandhotel ser dagens lys indenfor et års tid.
På kanten af Smålandshavet og tæt på broen over til Enø med de mange sommerhuse og ferielandskabet er håndværkere og arkitekter lige nu i gang med at omforme den hidtidige indretning til et moderne strandhotel, der får spa-afdeling, wellness-område og masser af kursus- og mødefaciliteter.
Ifølge hotelchef Dennis Dahl kan man forvente en oplevelse i særklasse, som også får betydning for Næstved og området omkring Karrebæksminde.
”Det her projekt bliver uden tvivl et af de vigtigste i de næste mange år i Næstved Kommune. Specielt når vi tænker på tiltag, der vil være i stand til at tiltrække og fastholde turister i Næstved-området,” siger Dennis Dahl i en pressemeddelelse.
Her fortælles det også, at det kommende hotel får mellem 180 og 200 værelser, der indrettes også ferielejligheder på den store matrikel, og så får etablissementet en masse mødelokaler og konferencefaciliteter.
På den måde videreføres stedet i den ånd, som fagforeningen i sin tid åbnede det med: Oplysning, videndeling og så muligheden for et godt måltid mad til at få det hele til at glide ned med.

