Hvert år afvikles den store messe Ferie for Alle i MCH Messecenter Herning, og når dørene åbner i februar i år, bliver det med campingturismen i centrum.
Camping kommer nemlig til at udgøre det overordnede tema på Nordens største feriemesse, som afvikles fra 21. til 23. februar i år.
I omegnen af 1.000 udstillere fordeles på i alt 13 haller i MCH, der vil være mere end 200 rejseforedrag, og der bliver et væld af andre aktiviteter for de besøgende på Ferie for Alle 2025, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Messen zoomer grundigt ind på camping, som er valgt som messens hovedtema og derfor breder sig over otte haller med alt indenfor campingvogne, campingpladser, autocampere og det nyeste indenfor telte, fortelte, lufttelte og diverse tilbehør.
Samtidig byder campingområdet også på Cykler for Alle og et omfattende og inspirerende sceneprogram, ligesom det nytænkende campingplads-univers, der blev søsat sidste år, videreføres i år.
Dermed er en kunstig sø med bro og beplantning samt vægbannere med skov- og strandmotiver igen i år med til at sikre den helt rigtige campingstemning.
Læs mere om campingbranchens vilkår og ønsker til 2025 i turisme.nu’s store analyse

