Connect with us

Hi, what are you looking for?

Navne

Jan Olsen forlader direktørposten hos VisitDenmark

Efter 12 år i spidsen for VisitDenmark takker adm. direktør Jan Olsen af i foråret.

Jan Olsen, adm. dir. VisitDenmark, foto: Robin Skjoldborg
Jan Olsen, adm. dir. VisitDenmark, foto: Robin Skjoldborg

VisitDenmark står nu overfor en ny flerårig strategiperiode, og derfor har Jan Olsen sammen med bestyrelsen vurderet, at timingen er rigtig i forhold til at finde en ny adm. direktør, der kan få den nye strategi til at leve langt ud i fremtiden.

Det oplyser VisitDenmark i en pressemeddelelse. Nyheden rammer samme dag som det blev offentliggjort, at 2022 blev et rekordår for dansk turisme.

Antallet af kommercielle danske og udenlandske overnatninger landede sidste år på det højeste niveau nogensinde.

”Jan har gjort det fantastisk gennem årene og har professionaliseret vores måde at promovere dansk turisme på,” siger Niels Jørgen Jensen, bestyrelsesformand i VisitDenmark og direktør i Fårup Sommerland.

“Han har bl.a. haft et skarpt fokus på, at såvel markedsføringen som udviklingstiltag har stået på et solidt datamæssigt fundament. Han overleverer dermed VisitDenmark i god form, og på vegne af både hele bestyrelsen og dansk turisme skal der lyde en stor tak til Jan for mange års tro tjeneste og flot indsats,” siger Niels Jørgen Jensen.

Blandt Jan Olsens seneste meritter er at have ført Danmark godt igennem nogle hårde år med corona og svigtende udenlandsk turisme.

2022 blev et flot turismeår, hvor Danmark var det land i Vesteuropa, der oplevede den bedste genstart efter coronapandemien.

‘Et kæmpe priviligium’

”Det har været et kæmpe privilegium og en helt utrolig spændende udfordring i 12 år at stå i spidsen for at markedsføre Danmark som turistland,” siger VisitDenmarks afgående CEO.

“Men det at markedsføre Danmark internationalt kræver selvsagt mange dage på farten og væk fra familien.”

“I forbindelse med at jeg takker af, ser jeg frem til at få mere tid til familien og mine andre interesser. Og det gør jeg med sindsro. For VisitDenmark er klædt godt på i forhold til at løfte de fremtidige udfordringer og være med til at sikre, at Danmark oplever en bæredygtig turismevækst i årene, der kommer.”

“Og så glæder det mig selvsagt meget, at VisitDenmarks mange dygtige og dedikerede medarbejdere har været med til at påvirke, at Danmark er kommet fornemt tilbage på sporet efter corona,” siger Jan Olsen.

Ny strategi på vej

VisitDenmarks opgave er at markedsføre Danmark i udlandet, og i nær fremtid præsenterer VisitDenmark en ny strategi under titlen ”Turisme vi kan leve af og leve med mod 2030”.

Den skal bidrage til at indfri de ambitiøse målsætninger i den nye nationale strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme, der står på tre ben: Det økonomiske, det sociale og det miljømæssige.

Ambitionen er bl.a. at øge turismeindtægterne og antallet af turister betragteligt frem mod 2030 i balance med de lokale samfund og i forhold til klima og miljø. Derfor er VisitDenmarks vision i den nye strategi netop: ”Vi åbner verdens øjne for Danmark og skaber turisme, vi kan leve af og leve med.”

Med dette afsæt går VisitDenmark nu ind i søgningen efter en ny adm. direktør, der skal stå i spidsen for det langsigtede arbejde. Jan Olsen fratræder i løbet af foråret, hvor der også vil blive afholdt en afskedsreception.

I nær fremtid vil VisitDenmarks bestyrelse indlede en rekrutteringsproces for at finde en ny adm. direktør, som kan stå i spidsen for dansk turisme.

Læs Jan Olsens kommentar til den nationale turismestrategi, der blev præsenteret i juni 2022.

Fik du læst ...

Debat

DEBAT: Markante skævheder stiller campingbranchen ringere end andre dele af turismeerhvervet, skriver direktør for Camping Outdoor Denmark.

Nyheder

Bella Arena danner igen rammen om Optimeet Messen.

Turismepolitik

Tre organisationer peger på, at på fire år har Danmark mistet 7,5 millioner danske overnatninger. Politikere: Vi lever i et internationalt land.

Navne

INTERVIEW: Turismens første minister i Danmark, Morten Dahlin, ser tilbage – og håber at kunne fortsætte i embedet efter valget til Folketinget.

Discover more from turisme.nu

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading