Samsø Strandhotel er lige på ”trapperne,” og så måske alligevel ikke. I hvert fald var idémageren bag planerne om at omdanne en over 100 år gammel cementvarefabrik til et mondænt luksushotel ved Sælvigbugten på Samsø, lidt for hurtigt ude, da han for nylig bekendtgjorde at nu var den krævede landzonetilladelse på plads.
Projektet har ellers, ifølge Dr.dk, haft stor lokal opbakning på Kattegat-øen, hvor en del lokale har købt aktier i planerne om at opføre et bæredygtigt spahotel med restaurant, vinkælder og 27 værelser.
Problemet er, at idémageren Lasse Kronholm har kommunikeret, at alle tilladelser er i hus. Samsø Kommune har bare aldrig givet den nødvendige landzonetilladelse, hvilket har fået kommunens borgmester, Marcel Meijer (S), til at korrigere hotelplanernes idémand.
Udover den manglende landzonetilladelse, så afviser Bolig- og Planstyrelsen, at de skulle have givet tilladelse til at opføre et nyt strandhotel, og hos Kystdirektoratet lyder det endvidere, at projektet heller ikke har fået tilladelser herfra, af den simple grund, at de aldrig har modtaget en ansøgning.
Til DR.dk siger Lasse Kronholm, at han beklager at have skrevet en overskrift, som kunne misforstås som om de nødvendige tilladelser var i hus, men slår også fast, at de forkerte oplysninger ikke er indgået som et led i hans markedsføring af salg af aktier i hotelprojektet.
Trods de sproglige misforståelser, så slår Strandhotellets projektmagere fast på deres hjemmeside, at luksushotellet vil være i drift i 2025.
Risikerer at sejle turister ned
Godt 255 km sydøst fra Sælvigbugten, ved Rødbyhavn på Lolland er et andet hotelprojekt også løbet ind i problemer, men her er der tale om gedigne folkelige protester.
Der er tale om entreprenørkoncernen Bach Gruppens planer om at opføre et hotel på kajkanten i Rødbyhavn.
Det store entreprenørfirma ejer blandt andet Vigsø Bugt Feriecenter i Thy, men på Lolland er de løbet ind i kvaler.
Ifølge Folketidende.dk har den lokale stemning været tyk af modstand.
Efter et borgermøde om projektet var der for nylig var frist for høringssvar om projektet, kunne de lokale politikere roligt iføre sig læsebrillerne, for i et utal af høringssvar har jurister, erhvervsliv, museum og borgere luftet deres omfattende modstand mod projektet.

Ulovligheder, lyder det fra flere sider om hotelplanerne, og selv fra færgeselskabet Scandlines er der kritik af planerne.
De mener, at lys og refleksioner fra hotellets vinduer kan genere ”korrekt og sikker styring af færgerne, og de advarer om, at planerne vil betyde en farlig kombination af badende, kajaksejlende turister og tung skibstrafik.
“Det vil medføre meget stor risiko for, at færgerne og andre erhvervsfartøjer, vil overse og påsejle disse med alvorlig personskade til følge”, skriver Scandlines i høringssvaret.
I den lidt mere kuriøse ende af kritikpunkterne, fremfører Museum Lolland-Falster, ifølge Folketidende.dk, at det planlagte hotelbyggeri vil ødelægge den gamle erhvervshavns kulturhistoriske miljø, og de kalder hotelplanerne for et ”grimt betonbyggeri.”
Om de mange kritiske høringssvar får byrådspolitikerne i Lolland Kommune til at sige nej tak til hotelplanerne, bliver først afklaret, når sagen senere på året skal behandles politisk.