Op til folketingsvalget 1. november har Turisme.nu spurgt turisme- og erhvervsordførere for landets partier, hvordan de har tænkt sig at udvikle det danske turismeerhverv, hvis de bliver en del af en ny regering.
Vi lægger ud med Anni Mathiessen, turismeordfører for Venstre, og hun har flere konkrete forslag til, hvordan Venstre vil udvikle turismeerhvervet.
Hvordan skal dansk turisme se ud i 2030? Hvad er jeres visioner?
”Turismen er et helt afgørende erhverv, især i landdistrikterne,” siger Anni Matthiesen til Turisme.nu.
“Turismebranchen tilfører samfundet stor værdi og skaber vækst og arbejdspladser, og der ligger en vigtig opgave i at sikre dansk turismes konkurrenceevne, for faktum er, at vi er den dyreste destination i Europa.”
“Derfor skal vi fokusere på at gøre den danske turisme mere attraktiv for udenlandske turister og igen gøre turismen til ét af de største væksterhverv. Af den årsag arbejder vi altid for at sikre yderligere skatte- og afgiftslempelser,” svarer hun.
Bedre rammevilkår
”Vi deler mange af regeringens visioner, når det kommer til at sikre bæredygtig vækst i den danske turisme, herunder ambitionen om at øge turismeomsætningen til 190 mia. kr. frem mod 2030. Men det er ikke nok med visioner. Der skal handling til, og indtil videre har regeringen ikke fremlagt konkrete initiativer, der skal sikre at vi når i mål.”
“Samtidig kan vi ikke forvente, at branchen tager rejsen for egen regning, især ikke efter Covid-19 og i en tid med stigende energipriser,” siger hun, og tilføjer.
”Derudover lægges der ikke op til en forbedring af rammevilkårene for turismen, herunder at løse udfordringen med mangel på kvalificeret arbejdskraft og reducere mængden af bureaukrati, som tynger branchen.”
“I Venstre mener vi, at det er afgørende, at vi forbedrer rammevilkårene, så branchen reelt har en chance for at nå målene i strategien. Vi mener også, at det er oplagt at undersøge, om de forskellige nuværende reglementer på turismeområdet er tidssvarende eller om de bør justeres.”
Vil I tilføre yderligere midler til dansk turismeudvikling?
”I Venstre kæmper vi for turismen, som har været hårdt ramt under Covid-19. Her holdt vi hånden under branchen, bl.a. ved at foreslå og sikre en skattelettelse til udlejere i sommerhuse, samtidig med vi var med til at stå forrest med turismebranchen i kampen om hjælpepakker.”
“Vi arbejder altid for yderligere skatte- og afgiftslempelser, som forhåbentlig også vil komme turisme-erhvervet til gavn,” svarer hun.
Nye puljer til mikroturisme og outdoor
Hvilke konkrete områder inden for turismeudvikling vil I prioritere, hvis I bliver en del af regeringen efter valget?
”Vi mener, at vi helt generelt skal styrke turismen i hele landet.”
“I den forbindelse skal vi fra politisk hold sikre, at branchen har mulighed for at følge med tiden og hele tiden sørge for, at den danske turistbranche kan levere dét, turisterne efterspørger,” svarer Anni Matthiesen.
”For eksempel er mikro-turisme på landet en turismetrend, der vokser frem.”
“Her ligger et uforløst vækstpotentiale og derfor foreslår Venstre at understøtte den voksende interesse ved at etablere en mikro-turisme-pulje på 15 mio. årligt i tre år.
“Puljen skal understøtte, at der oprettes nye og alternative overnatningstilbud i en række udvalgte landsbyer i form af tilskud til idéudvikling og renovering af eksisterende bygninger i landsbyerne, så gæster fra ind- og udland kan overnatte og opleve landsbylivet på tætteste hold,” siger hun.
”Outdoor-turisme er også blevet populært. Derfor foreslår Venstre en pulje på 10 mio. kr. til at understøtte tiltag, der fremmer outdoor-turismen. Dette vil understøtte landdistrikterne med flere lokale aktiviteter, hvilket kan føre til mere udlejning af sommerhuse, flere besøgende på campingpladserne, osv.”
Hvordan vil I forbedre vilkårene for turismeaktører og -virksomheder?
”Som nævnt er det helt afgørende, at vi sikrer ordentlige rammevilkår for branchen. Vi skal løse udfordringen med manglen på kvalificeret arbejdskraft og fjerne bureaukratiske benspænd,” siger hun.
Manglen på ledige hænder
Turismens erhvervsaktører – især hoteller og restauranter – siger, at de har svært ved at skaffe ledige hænder.
Er du enig i den udfordring – og hvis ja – hvordan skal problemet løses?
”Det er en kæmpe udfordring. Det går både ud over den service, de kan give til turisterne, og det kan samtidig betyde, at de er nødt til at holde lukket nogle dage i ugen og dermed gå glip af vigtige indtægter.”
“Situationen bliver bestemt ikke mindre kritisk af, at mange i turistbranchen fortsat kæmper med at komme oven vande efter Covid-19 – og oven i hatten skal mange nu også kæmpe med stigende energipriser,” svarer Anni Matthiesen, og uddyber.
”Så ja, vi skal løse problemet med manglende arbejdskraft.”
“I Venstre har vi peget på en række tiltag, som skal skaffe flere hænder og hoveder: Vi vil reducere dimittendsatsen til et niveau, der svarer til, hvad man kan få i SU og SU-lån sammenlagt. Vi vil også øge beskæftigelsesfradraget, så det bedre kan betale sig at arbejde. Og vi vil have langt flere ikke-vestlige indvandrere i arbejde – bl.a. ved at sænke ydelserne og indføre en arbejdspligt. Vi har også foreslået at fribeløbet for studerende afskaffes i juli og august. Det kan gøre det mere attraktivt at tage et sommerferiejob,” konkluderer hun.

