Skagen Strand Feriecenter har efter en strategisk proces valgt Toppen af Danmark som samarbejdspartner for markedsføring, events og udlejning af ferielejligheder. Aftalen er indgået med henblik på at øge udlejningen af feriecenterets boliger, som ejerne udlejer til turister.
Centeret har gennem den seneste tid overvejet forskellige retninger, herunder samarbejde med internationale aktører, men valget faldt på Toppen af Danmark.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Toppen af Danmark.
Gitte Vanggaard, der tiltrådte som centerdirektør i september, har deltaget i processen og fungeret som sparringspartner for bestyrelsen.
Toppen af Danmark, som i flere år har drevet udlejningsportalen feriehuse.dk med fokus på området fra Sæby til Skagen, bidrager til samarbejdet med sin erfaring inden for turisme og markedsføring.
Aftalen giver Skagen Strand adgang til Toppen af Danmarks annoncenetværk, der omfatter samarbejde med mediehuse i Danmark og Norge.
Jesper Sommer, bestyrelsesmedlem i Skagen Strand Feriecenter, siger om samarbejdet:
“Det var ikke en bunden opgave, at det nødvendigvis skulle være en lokal leverandør. Det afgørende er, at vi har fundet den rette, og det er kun en stor positiv sidegevinst, når det viser sig, at de stærkeste kræfter findes lokalt.”
Skal styrke turismen
Ifølge Nicolai J. Nissen, direktør i Toppen af Danmark, betyder samarbejdet mere end blot udlejning og markedsføring: “Skagen Strand Feriecenter har været medlem af Toppen af Danmark længe, og for os er det udvidede samarbejde af stor betydning. Det er ikke kun en anerkendelse af, at vi har stærke kompetencer på tværs af afdelingerne. Det er også en mulighed for at styrke turismen i et bredere perspektiv, fordi samarbejdsaftalen udover hovedprioriteterne med salg og markedsføring rummer nye muligheder for udvikling af events og koncepter.”
Skagen Strand Feriecenter ligger ca. 800 meter fra Hulsig Strand og mindre end 15 minutters kørsel fra Skagen centrum. Feriecenteret består af 142 ferieboliger og tilbyder faciliteter som et badeland med wellness, sportshal og udendørs aktiviteter, herunder minigolf, tennisbaner og beachvolley.

