Den nye strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme frem mod 2030 er hjerteligt velkommen. Det må betyde, at regeringen langt om længe har fået øjnene op for den værdi, turistbranchen tilfører.
Af Anni Matthiesen, MF, turismeordfører, Venstre
Samtidig er det positivt at regeringen vil øge turismeomsætningen til 190 mia. kr. frem mod 2030.
Strategien indeholder en lang række målsætninger og ambitioner for den grønne transformation af turistbranchen i Danmark.
Mål og ambitioner er altid godt at have.
Men det forpligter også.
Desværre står det indtil videre i høj grad hen i det uvisse, hvordan vi når i mål.
For der er ikke præsenteret konkrete initiativer, som skal hjælpe branchen på vej.
Vi kan ikke forvente, at branchen tager rejsen selv for egen regning. Især ikke efter covid-19, som har sendt mange i knæ.
Debat om den nye, nationale turismestrategi
Danmark har fået en ny strategi for turismen. Men fik vi talt nok om den nye strategi?
Turisme.nu har bedt et panel af turismens aktører, forskere og politikere om at debattere den nye strategi.
Læs alle debatindlæg.
Du kan også hente strategien som PDF her.
Bedre rammevilkår
Samtidig lægges der ikke op til en forbedring af rammevilkårene for turismen, herunder at løse udfordringen om mangel på kvalificeret arbejdskraft og reducere den mængde af bureaukrati, som tynger branchen.
For mig virker det som om at regeringen ikke har en forståelse for, at tingene hænger sammen.
At når man stiller krav med den ene hånd, så må man også understøtte med den anden hånd.
For det koster penge at sikre en bæredygtig og grøn transformation.
Mange kæmper stadig
Selvom der under pandemien løbende er kastet en del redningskranse ud til turistbranchen i form af kompensationsordninger, sommerpakker med mere, så kæmper mange fortsat med at komme oven vande.
Derfor forstår jeg godt, hvorfor en del af dem jeg har mødt i mit virke som turismeordfører, ryster på hovedet.
Ikke på grund af intentionen om et bæredygtigt turisterhverv.
Men på grund af, at der mangler en erkendelse af, at regeringen må på banen.
For en grøn transformation ikke er gratis og der er nogle rammevilkår som må på plads.
For det første oplever mange overnatningsvirksomheder, som ønsker at starte op eller udvide, at bureaukrati og lange sagsgange spænder ben.
Sagsbehandlingen er i mange kommuner lang og trækker ofte ud, hvilket betyder at der alt for længe ikke er nogen omsætning er til at dække investeringens omkostninger.
Det sætter alting i stå og det betyder at der ikke skabes arbejdspladser og at den vækst og udvikling, projektet kan generere, lader vente på sig.
Derfor er det vigtigt, at vi sikrer, at det offentlige fremover servicerer og ikke spænder ben for turistbranchen.
Arbejdskraften mangler
En anden bremseklods er manglen på kvalificeret arbejdskraft.
Det er et stort problem, at mange arbejdsgivere i turistbranchen søger forgæves efter servicemedarbejdere og sommerferieassistance.
I Venstre har vi for eksempel foreslået, at fribeløbet for studerende afskaffes i juli og august.
Det kan gøre det mere attraktivt at tage et sommerferiejob, når studiebøgerne lægges på hylden for en stund. Det løser ikke hele udfordringen, men det er en start.
Der er ingen tvivl om, at bæredygtighed er vejen frem, men vi er nødt til at fjerne bumpene på vejen først.
Det kræver, at vi hjælper branchen på vej og at regeringen præsenterer konkrete initiativer til, hvordan vi kommer videre.
Ellers risikerer vi, at strategien ikke kan føres ordentligt ud i livet.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg i Ordet er Dit skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg og kronikforslag kan sendes til redaktion@turisme.nu

