Rasmus Friis Sørensen, 32 år, kommer fra en stilling som innovationschef hos Dansk Kyst og Naturturisme, hvor han har bidraget med sin ekspertise de seneste 7 år.
Hans ansvar hos Destination Limfjorden vil indebære at fortsætte det igangværende arbejde med at synliggøre destinationen og i løbet af 2024 iværksætte implementeringen af den nye femårige strategi.

“Vi er utroligt stolte af at have tiltrukket en så kvalificeret og stærk profil som Rasmus Friis Sørensen. I de kommende år står vi over for strategisk betydningsfulde opgaver for destinationen, og vi er overbeviste om, at Rasmus er den rette person til at lede os gennem disse muligheder,” lyder det fra Destination Limfjordens formand, Peder Christian Kirkegaard, i en pressemeddelelse.
Synlig hos erhvervslivet
En af de vigtigste opgaver for den nye direktør bliver at gøre Destination Limfjorden mere synlig hos erhvervslivet, og at sikre fortsat opbakning til Limfjordsbrandet blandt alle aktører, lyder det fra destinationsselskabet.
Peder Christian Kirkegaard tilføjer:
“Rasmus er den nøglefigur, der vil styrke vores position og samarbejde med aktører i Limfjordslandet.”
Hovedpersonen siger om sin nye rolle:
“Jeg glæder mig utrolig meget til at indtræde i rollen som direktør hos Destination Limfjorden.”
“Vi skal ud på en rejse sammen, hvor vi gør destinationen endnu stærkere og mere markant i Limfjordslandet. Især ser jeg frem til de nye relationer og samarbejder med lokale interessenter i erhvervet og kommunerne. Hertil også at realisere synergier til de mange aktører landet over, der dagligt arbejder for at fremme turismens fortsatte vækst, også i Limfjorden,” lyder det fra Rasmus Friis Sørensen.
Rasmus Friis Sørensen overtager direktørposten fra Kristina Lehmann Schjøtt, der er forlod Limfjorden for at blive direktør for Tønder Festival.

