Connect with us

Hi, what are you looking for?

Dansk turisme har brug for mere borgerinddragelse, skriver dagens kronikør. (Collage: Turisme.nu)
Dansk turisme har brug for mere borgerinddragelse, skriver dagens kronikør. (Collage: Turisme.nu)

Ordet er dit

Nyt landdistriktsudspil er gift for lokalsamfundene i Vandkantsdanmark

Turismeelementerne i regeringens nye landdistriktsudspil er det stik modsatte af, hvad landdistrikterne har brug for, skriver dagens kronikør.

KRONIK: Mere turisme i landdistrikterne vil betyde flere lavt betalte jobs i Vandkantsdanmark, på et tidspunkt hvor vi særligt i yderområderne allerede mangler arbejdskraft til vores produktions- og velfærdsjob.

Af Poul Aksel Andersen, cand.mag. i turisme

Regeringens forslag bærer præg af en længerevarende udvikling, hvor det i mindre og mindre grad er muligt for borgerne at præge destinationsudviklingen i deres lokalområder.

Dét, dansk turisme har brug for, er mere og ikke mindre lokal borgerinvolvering.

Bedre balance?

I forbindelse med præsentationen af Regeringens nye landdistriktsudspil blev det fremhævet, at turismeerhvervet sæson for sæson leverer rekordresultater, og at denne udvikling skal styrkes for at bidrage til en bedre balance imellem land og by.

Men hvis turisme vitterligt medvirker til at skabe balance, burde vi så ikke allerede have oplevet en forbedret balance i takt med rekordresultaterne?

Poul Aksel Andersen. (Foto: privat)
Poul Aksel Andersen. (Foto: privat)

I stedet er den gennemsnitlige indkomst i alt før skat i Nordjylland (hvor jeg bor) faldet fra 91,5% af den gennemsnitlige indkomst på landsplan i 2012 til 90,6% i 2022.

Forskellen i den gennemsnitlige indkomst imellem Nordjylland og København er vokset fra 9,2% i 2012 til 14,9% i 2022.[1]

Borgere i yderområderne har derfor oplevet, at der bliver større og større forskel imellem land og by i takt med stigende overnatningstal, og det sker blandt andet, fordi skiftende regeringer har haft fokus på at skabe stadig flere sæsonbetonede, ufaglærte, dårligt betalte jobs i brancher med notorisk lav faglig organisering i Vandkantsdanmark.

Er det virkelig en udvikling, som den socialdemokratisk-ledede regering gerne vil fremme?

Men hvis turisme vitterligt medvirker til at skabe balance, burde vi så ikke allerede have oplevet en forbedret balance i takt med rekordresultaterne?

Poul Aksel Andersen

Øget affolkning

Ser vi på nogle af de brancher, som er centrale inden for turisme, så viste en analyse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation i 2022, at blandt ansatte inden for restaurationsbranchen befinder 71 % sig i den nederste lønkvartil, mens 31 % af arbejdskraften er udenlandske.

For rengøringsbranchen er de tilsvarende tal begge 53 %. Er der i ramme alvor nogen, som tror, at disse jobs vil løfte landdistrikterne og skabe balance imellem land og by?

I landdistrikterne er der brug for flere fuldtids-/helårsjob, som gør, at man tør at slå sig ned, købe hus og satse på lokalsamfundene i de mindre byer.

Turismeelementerne i regeringens nye landdistriktsudspil vil bidrage til den modsatte udvikling og vil accelerere affolkningen af Vandkantsdanmark uden for højsæsonen.

Mere byggeri og mere masseturisme

Forslaget fra regeringen vil betyde mere byggeri i kystnære zoner og dermed mindre åbne landskaber, som er med til at gøre vores dele af landet så attraktive.

Erhvervsminister Morten Bødskov citeres i forbindelse med præsentationen af det nye forslag for at sige, at ‘dette forslag ikke skal bidrage til masseturisme’, men når man præsenterer et forslag, som på turismeområdet har et ensidigt fokus på at øge antallet af overnatninger, er det svært at læse det som værende andet end masseturisme.

Gift for lokalsamfundene

Det seneste forslag fra Regeringen skriver sig ind i en række af beslutninger, som har været gift for lokalsamfundene i Vandkantsdanmark.

Den såkaldte professionalisering af turisterhvervet og organisering i samlende destinationsselskaber har bevirket, at de aktører, som har en ensporet interesse i at maksimere antallet af turister, har fået stadig mere indflydelse.

Dette kan tydeligt ses i dette udspil og de øvrige turismeudviklingsudspil, som er blevet fremlagt i de seneste 5-10 år.

Et eksempel er Forsøgsordningen for Kyst- og Naturturismen, indføjet i Planloven i 2015, som igangsatte 10 turismeprojekter inden for strandbeskyttelseslinjen.

Et andet eksempel er strategien med den ironiske titel: ’National strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme’ fra 2022, som indeholder flere forslag, som vil bidrage til masseturisme, herunder udlæg af nye sommerhusområder samt forslaget om endnu flere forsøgsprojekter inden for strandbeskyttelseslinjen.

Den såkaldte professionalisering af turisterhvervet og organisering i samlende destinationsselskaber har bevirket, at de aktører, som har en ensporet interesse i at maksimere antallet af turister, har fået stadig mere indflydelse.

Poul Aksel Andersen

Øget kommercialisering koster

Udviklingen med professionalisering (læs kommercialisering) er i mange tilfælde sket på bekostning af en – indrømmet – mere uprofessionel, men også mere demokratisk foreningsmodel, hvor lokalsamfundene tidligere havde meget bedre mulighed for at få indflydelse på lokale beslutninger vedrørende turisme.

Den gamle model var blandt andet bedre rustet til at inddrage hensyn til miljø, klima, trafik, udviklingen af lokalsamfundene mv.

Borgerne har med andre ord fået mindre indflydelse på destinationsudviklingen lokalt, imens de i stigende grad (også uden for København) har oplevet de negative konsekvenser af turismen.

Supersommerhuse er en skændsel

En konsekvens er den kraftige stigning i antallet af såkaldte ’supersommerhuse’, efter lempelserne af sommerhusloven.

Antallet af sommerhuse med en størrelse på 200 m2 er i siden 2013 steget med 26%, mens antallet af sommerhuse på mindre end 100 m2 i samme periode er faldet med 0,7 %.[2]

Supersommerhuse er et paradoks inden for den danske turisme, eftersom supersommerhusene udelukkende bliver bygget med henblik på intensiv kommerciel udlejning, på trods af at lovgivningen forbyder turismeerhvervsmæssig udlejning af sommerhuse.

Det er en skændsel, at man nationalt ikke gør mere for at stoppe byggerierne af supersommerhuse, og det er en skændsel, at mange kommuner tillader det i deres lokalplaner.

Det er en skændsel, at man nationalt ikke gør mere for at stoppe byggerierne af supersommerhuse, og det er en skændsel, at mange kommuner tillader det i deres lokalplaner.

Poul Aksel Andersen

For ikke at snakke om de tilfælde, hvor myndighederne har vendt det blinde øje til ved byggerier, som ikke overholder lokalplanen.

Udviklingen har muliggør, at millionærer, som sidder i den anden ende af landet, som hverken har ejerskab eller interesse i lokalsamfundene, kan tjene styrtende, mens Vandkantsdanmark mærker konsekvenserne af masseturisme.

Direkte valg

Der er derfor brug for igen at få involveret langt flere aktører i destinationsudviklingsarbejdet, herunder dem som faktisk mærker de negative konsekvenser af turisme.

Konkret kan løsningen være at indføre direkte valg af bestyrelser blandt borgere i de enkelte turistområder, som har reel indflydelse på den lokale destinationsudvikling, i lighed med tidligere, hvor de lokale turistforeninger var stærke.

Er det ikke kun rimeligt, eftersom det er de samme borgere, som hvert år beskattes med flere hundrede mio. kr., så det offentlige kan finansiere turisterhvervet?

Poul Aksel Andersen
cand. mag. i turisme


Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg i Ordet er Dit skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg og kronikforslag kan sendes til redaktion@turisme.nu


[1]INDKP101 – Danmarks Statistik

[2]BYGB12 – Danmarks Statistik

Fik du læst ...

Ferieparker

Danlands vandland begæret konkurs af forsikringsselskabet.

Hotel

Hotel Kløver Es i Hellevad har fået nye ejere – i form af de tre forpagtere, der har stået for hotellet de seneste år.

Feriehuse

Mens det samlede antal overnatninger voksede i 2025, var der fald i feriehus-besøgene.

Navne

Brian Mark Hansen går fra at vinde VM for kokke til at blive Executive Head Chef på strandhotel i Hornbæk.

Discover more from turisme.nu

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading