I sommeren 2022 åbner ‘Flugt’. Museet formidler historien om de 250.000 civile tyskere, der flygtede til Danmark i slutningen af Anden Verdenskrig, hvoraf 35.000 endte i Oksbøllejren.
Historien bruges som et afsæt til også at fortælle om de flygtninge, der er kommet hertil fra lande som Vietnam, Bosnien og Syrien i nyere tid.
Gennem personhistorier vil formidlingen gøre statistikker og tal til mennesker, og perspektivere og nuancere et af vor tids mest omdiskuterede emner.
”Takket være støtten til udstillingen har vi nu mulighed for at skabe et visuelt og auditivt oplevelsesdesign, som tager gæsterne med ud i hele området omkring museet og samtidig langt ind i emnet,” siger Claus Kjeld Jensen, museumsdirektør.
“Det er et komplekst tema, vi fortæller om, og det kalder på en innovativ og nytænkende formidling, der levendegør historien og giver plads til samtale,” siger Claus Kjeld Jensen.

Rum for refleksion
Museets gæster vil således blive ført rundt i området, hvor Oksbøllejren lå. Blandt andet til der, hvor der dengang var en kirke.
Her vil hvide markeringer vise, hvor gæsterne ‘træder ind’, og audioguiden aktiverer en lydkulisse, som giver illusionen af at stå i et højloftet kirkerum.
Kirken er bare et af mange eksempler på, hvordan Flugt kommer til at arbejde med et udstillingsdesign, som nedbryder grænserne mellem inden- og udendørsformidling, aktiverer alle sanser, og skaber rum for refleksion.
”Flugt er et ambitiøst forsøg på at fortælle flygtningehistorier i et fysisk landskab, der kombinerer kultur- og naturoplevelser. Emnet er højaktuelt, og Flugt vil i de kommende år kunne bidrage til at kvalificere oplevelser og debat om globale konflikter og flygtningestrømme,” siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.
