Der skal flere gæster i de københavnske havnebåde, hoteller og attraktioner i de kolde vintermåneder. For selv om turismen i hovedstaden er tilbage på vækstsporet efter coronapandemien, er der større potentiale i ydersæsonen, hvor andre danske destinationer vækster hurtigere.
To milliarder kr. mere i omsætning, større skatteindtægter og flere job til borgere på kanten af arbejdsmarkedet.
Det er, hvad hovedstadens turisme kan bidrage med yderligere, hvis turismen i januar og februar og marts, vel at mærke kan nå gennemsnittet for resten af året.
Det viser nye beregninger fra Wonderful Copenhagen, Woco.
Beregninger, som er foretaget i lyset af, at turismen i hovedstaden i 2023 målt på overnatninger har overhalet det seneste normale rejseår, 2019.
Samtidig har København fået et historisk stort antal nye hotelværelser.
Helt konkret er der ifølge Woco kommet over 8.700 nye hotelværelser til siden 2017, en stigning på 58%. En investering fra erhvervets side på ca. 12 mia. kr.
Derfor vil Woco nu samle alle relevante aktører i en fælles indsats for at løfte turismen i vintermånederne.
En plan, der hilses velkommen lige fra venues og hoteller til attraktioner, som bl.a. Kronborg Slot i Helsingør:
”Wocos satsning på gæster i vinterhalvåret vil være et afgørende bidrag til vores satsning på at blive en velbesøgt helårsattraktion, hvor aktiviteterne varierer i løbet af året,” lyder det fra Christian Struckmann Irgens, slotschef på Kronborg Slot til Turisme.nu.
Flere job til folk på kanten
Ifølge beregningerne fra Woco kan den øgede omsætning i første kvartal i sig selv betyde 2.250 nye fuldtidsjob og kan hjælpe grupper af borgere i fast beskæftigelse, som ellers kan have sværere ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
I 2023 analyserede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd beskæftigelsen i hovedstadens turisme og konkluderede, at andelen af beskæftigede med anden etnisk baggrund end dansk er næsten dobbelt så stor som i turismen i resten af landet og næsten tre gange så stor som i andre brancher på landsplan.
For ufaglærte er andelen ca. dobbelt så stor i hovedstadens turisme som på resten af arbejdsmarkedet.
I lyset af det kan hovedstadens turisme med en styrket vintersæson i endnu højere grad være en vej til fast beskæftigelse for borgere, der har en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet.
Brug for ½ mio. flere overnatninger
Der skal dog betydeligt flere turistovernatninger til destinationen, hvis de tre vintermåneder skal op på hovedstadens gennemsnittet for hele året.
Helt konkret skal hovedstaden ifølge Woco tiltrække 560.000 ekstra overnatninger i første kvartal.
Og selvom Danmarks hovedstad over en årrække er blevet mere populær uden for højsæsonen, så fordeler væksten sig ikke jævnt over året ved egen kraft.
Og slet ikke i vintermånederne.
”Statistikken viser, at markedet automatisk søger mod sommermånederne, så hvis vi skal lykkes med at fordele væksten mere ud over hele året, så skal der en ny, fælles og markant indsats til,” lyder det fra Mikkel Aarø-Hansen, der er adm. direktør i Wonderful Copenhagen.
”Til gengæld er der også rigtig meget at hente ved at skabe en helårsturisme i hovedstaden, ikke kun for erhvervet, men for hele samfundet. Så derfor vil vi samle hovedstaden bag en fælles indsats,” siger han.
Stærkere vækst i Aarhus og på Vestkysten
Tanken om at løfte skuldersæsonen – og dermed også 1. kvartal – er langt fra nogen ny idé i dansk turisme.
Det har været et kardinalpunkt for destinationsselskaber i årevis og fra Vestkysten til Bornholm er ambitionen om at løfte skuldersæsonen skrevet ind i strategierne.
Også i den nationale turismestrategi, som regeringen fremlagde i 2021, er der lagt vægt på, at væksten i turismen frem mod 2030 særligt skal ske uden for den absolutte højsæson i juli og august.
Et dataudtræk, som Turisme.nu har foretaget, viser at antallet af overnatninger i 1. kvartal i Wonderful Copenhagen er steget med 14% fra det seneste ’normale rejseår før coronapandemien’ 2019 til 2023.
💡 Vil du have hele historien?
Med adgang til Turisme.nu er du altid opdateret på de vigtigste tendenser indenfor turisme og oplevelser.
Du får ny inspiration, og du lærer selvfølgelig af de dygtigste.
Har du allerede abonnement? Log ind her:

