Hotel- og Restaurantskolen i Valby har tirsdag afskediget Anne-Birgitte Agger, der har været direktør på skolen siden 2018.
Anne-Birgitte Agger har været sygemeldt, siden hun den 15. januar fik et pludseligt ildebefindende på skolen, mens hun var i færd med at byde skolens nye elever velkommen.
Hun oplyser i et opslag på Facebook under overskriften ’OPSAGT’, at hun er blevet afskediget, dagen før hun skulle gennemgå en hjerteoperation.
Anne-Birgitte Agger har tidligere skrevet på det sociale medie, at hun regnede med at vende tilbage til Hotel- og Restaurantskolen inden sommerferien.
Bestyrelsesformand på Hotel- og Restaurantskolen, Peter Lykke Nielsen, oplyser til Turisme.nu, at han ikke har nogen kommentar, da der er tale om en personalesag.
Af en orientering, som bestyrelsen har udsendt til elever, lærere og medarbejdere på HRS, fremgår det, at vicedirektør Søren Poul Nielsen er konstitueret som direktør.
Turisme.nu har forsøgt at få en kommentar fra Anne-Birgitte Agger.

