Destination Vesterhavet tilslutter sig en voksende gruppe af danske destinationer, der arbejder strategisk med bæredygtighed. Certificeringen som Green Tourism Organization placerer destinationen blandt aktører, der tager ansvar for turismens klimaaftryk og fremmer en mere bæredygtig udvikling.
Ifølge Lisbeth Valther, bestyrelsesformand i Destination Vesterhavet, handler indsatsen ikke kun om miljømæssige gevinster:
“Vi arbejder for helårsturisme og vækst, der skaber balance mellem økonomi og miljø. Turismen skal bidrage positivt til bosætning, beskæftigelse og trivsel i lokalsamfundene,” siger hun i en pressemeddelelse.
Certificeringen placerer Destination Vesterhavet i selskab med bl.a. Wonderful Copenhagen, som som de første opnåede Green Tourism Organization-certificeringen i 2019.
Siden er bl.a. VisitAarhus, VisitSvendborg, Destination Himmerland og Nationalpark Mols Bjerge blevet certificeret.
Certifikatet Green Tourism Organization er et ‘søstermærke’ til det kendte Green Key, der kan opnås af overnatningssteder.
Et vigtigt signal til branchen
Certificeringen ses også som et signal til de lokale aktører i området.
Destination Vesterhavet har bistået 10 campingpladser med at opnå bæredygtighedsmærkning, og ambitionen er at inspirere flere aktører til at tage lignende skridt.
“Bæredygtighed er ikke længere en valgmulighed, men en nødvendighed. Små skridt i dag skaber en bedre fremtid i morgen,” påpeger Lisbeth Valther.
Grønne resultater og lavt klimaaftryk
Destination Vesterhavet kan allerede fremvise grønne resultater. Ifølge en ny klimaanalyse fra VisitDenmark har destinationen det tredje-laveste klimaaftryk pr. forbrug og det fjerde-laveste pr. døgn blandt danske destinationer.
Med en national strategi, der sigter mod bæredygtighedscertificering af alle danske destinationer inden 2030, er Destination Vesterhavet med til at styrke den grønne dagsorden.
“Certificeringen er både en forpligtelse og en mulighed for at styrke vores position som en førende kystferiedestination i Nordeuropa,” slutter Lisbeth Valther.

