Feriepartner Løkken har fået et kendt ansigt tilbage på kontoret. Bureauet har nemlig ansat Charlotte Rehder Borup som ejerrådgiver på Løkken-kontoret, og hun har særdeles stor erfaring med feriehusbranchen.
Hun startede i 2013 ved Feriepartner Lønstrup og bevægede sig derefter rundt på forskellige kontorer hos Feriepartner Nordjylland frem til 2021.
Fra 2021 og frem til årsskiftet 2025/2026 arbejdede hun hos Sol og Strand i Løkken, hvor hun var souschef, bureauchef og senest forretningsudvikler.
”Jeg glæder mig over, at Charlotte er vendt tilbage til Feriepartner Løkken. Vores i forvejen stærke team ser tilgangen af Charlotte som en klar styrkelse,” siger Jesper Smidt, bureauleder og partner ved Feriepartner Løkken.
Feriepartner Løkken har en ambitiøs vækststrategi og ønsker at pleje bureauets eksisterende husportefølje tættere, og med ansættelsen af Charlotte Rehder Borup sætter bureauet handling bag strategien, påpeger Jonas Lassen, der er salgschef og partner hos Feriepartner Løkken.
”Jeg har solid erfaring med i bagagen og glæder mig til at dykke ned i den eksisterende portefølje og forsøge at optimere og øge udlejningen for husejerne hos Feriepartner Løkken. Vi er altid klar til en dialog om samarbejdet med husejerne,” siger Charlotte Rehder Borup.
Ejerrådgiver teamet består nu af Søren Andersen, Charlotte Rehder Borup og Jonas Lassen. Søren Andersen har netop afsluttet sit trainee-forløb, og Jesper Smidt er glad for, har har lyst til at blive hos Feriepartner Løkken i en rolle som ejerrådgiver.
—
- Om Feriepartner Løkken
Feriepartner Løkken er et 100 procent danskejet bureau, der har været til stede i Løkken siden 2008. - Bureauet er en del af Feriepartner Danmark og har fokus på servicering af husejere og feriegæster, der besøger området.
- Feriepartner Løkken udlejer i dag over 500 sommerhuse i området fra Kettrup i syd til Nr. Rubjerg i nord.

