Connect with us

Hi, what are you looking for?

Bookingportaler

Freshbooking: Unge iværksættere udvikler bookingløsning, der skal hjælpe små hoteller

To unge iværksættere fra Aalborg har udviklet et bookingsystem, der skal hjælpe små hoteller i deres kamp mod de store bookingportaler.

De to iværksættere Benjamin Bach Jensen (t.v) og Kristoffer Aagard Mikkelsen har udviklet et bookingsystem, der har som ambition at hjælpe mindre overnatningssteder. (Foto: UCN)
De to iværksættere Benjamin Bach Jensen (t.v) og Kristoffer Aagard Mikkelsen har udviklet et bookingsystem, der har som ambition at hjælpe mindre overnatningssteder. (Foto: UCN)

Grundideen er, at systemet giver mindre overnatningssteder større ejerskab over deres egne data og dét til en pris, som ifølge iværksætterne ligger under andre løsninger på markedet. Samtidig lover iværksætterne også, at kunderne får en mere helstøbt oplevelse, når de booker overnatninger.

De to iværksættere hedder Kristoffer Aagard Mikkelsen og Benjamin Bach Jensen, og deres idé er så god, at de nu er klar til finalen i DM i Entreprenørskab, der afholdes torsdag den 1. juni i København.

Mens 26-årige Benjamin Bach Jensen har en bachelor fra Aalborg Universitet, er Kristoffer Aagard Mikkelsen på 25 i gang med sin uddannelse på Professionshøjskolen UCN.

Book direkte

Grundtanken i iværksætternes platform, Freshbooking, er, at hotelgæster booker deres ophold direkte hos hotellet – i stedet for at booke via de store bookingportaler.

På den måde kan hotellet undgå at aflevere kommission til bookingplatformen, der ofte beskyldes for at tage en stor bid af kagen.

”I stedet for at booke via de store bookingportaler som fx booking.com kan kunderne booke direkte hos hotellet og dermed undgå den høje kommission, som bookingportalerne tager. Det er ofte over 20%, og det er en stor bid af kagen, når man er et lille hotel eller en kro,” siger Kristoffer Aagaard Mikkelsen.

Mange hoteller og kroer tilbyder i dag også mulighed for at booke direkte på deres egen hjemmeside, men i langt de fleste tilfælde ryger man i virkeligheden videre til et eksternt bookingsystem, forklarer han.

Erstatter eksterne bookingsystemer

Med de to iværksætteres løsning bliver bookingdelen en integreret del af hotellets nuværende hjemmeside.

”Selvom teknologien er relativt avanceret, så er det let for brugerne at sætte det op i deres system,” fortæller Kristoffer Aagaard Mikkelsen.

”Herefter kan overnatningsstedet selv holde styr på alle de data, der er i forbindelse med bookingprocesserne og bruge dem til løbende at optimere på kundeoplevelsen og deres markedsføring.”

”Den mulighed har de ikke på samme måde med de eksterne bookingsystemer,” siger Kristoffer Aagard Mikkelsen.

Software as a Service

De to iværksættere har døbt deres virksomhed Freshcase og selve bookingsystemet har fået navnet Freshbooking.

Kristoffer Aagaard Mikkelsen læser på sidste semester af UCN’s uddannelse i softwareudvikling og har deltaget i iværksætterforløbet Next Step i løbet af foråret.

Forretningsmodellen for iværksætternes løsning er altså, at overnatningsstedet tegner abonnement for at få adgang til softwaren.

Selve opsætningen af bookingmodulet tager typisk en halv dags tid, lyder det fra iværksætterne.

Andre markeder i søgelyset

De to studerende er også i gang med at udvide deres bookingsystem, så andre erhvervsdrivende kan få gavn af det.

”Kundevenlig og smidig booking kan være en udfordring for fx frisører og restauranter, som helt sikkert også vil kunne bruge vores løsning. Vi har allerede flere koblet på, og det er drømmen, at vi på et tidspunkt kan leve af det,” fortæller Kristoffer Aagard Mikkelsen.

Adgangsbilletten til finalen til DM i Entreprenørskab kom i hus i slutningen af april, da de blev kategorivinder og fik en samlet 3. plads til De Regionale Mesterskaber i Entreprenørskab i Randers. Det er Fonden for Entreprenørskab, der afholder konkurrencerne i entreprenørskab.

Du kan se en demomodel af Freshbooking her. (Åbner eksternt link)

Fik du læst ...

Debat

DEBAT: Markante skævheder stiller campingbranchen ringere end andre dele af turismeerhvervet, skriver direktør for Camping Outdoor Denmark.

Nyheder

Bella Arena danner igen rammen om Optimeet Messen.

Turismepolitik

Tre organisationer peger på, at på fire år har Danmark mistet 7,5 millioner danske overnatninger. Politikere: Vi lever i et internationalt land.

Navne

Den nuværende formand Per Frost Henriksen fortsætter på posten.

Discover more from turisme.nu

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading