MeetDenmark siger nu velkommen til syv nye destinationer, når Destination Trekantområdet, VisitHerning, Destination Kystlandet, Visit Fjordlandet, VisitNordsjælland, Visit Sydsjælland og Møn samt Visit Lolland Falster melder sig ind i MeetDenmark.
MeetDenmark er det nationale udviklingsselskab for møde- og erhvervsturisme i Danmark.
”Hidtil har foreningen særligt fokuseret på at tiltrække internationale kongresser, men nu kommer vi også til at arbejde mere med virksomhedsmøder og messer,” siger Pia Lange Christensen, bestyrelsesformand i MeetDenmark og CEO i VisitAarhus i en pressemeddelelse.
“Samtidig kommer vi til at dække alle erhvervs- og mødeturismens forretningssegmenter og hele landet. Det vil også styrke foreningens arbejde med at fremme den bæredygtige omstilling i branchen og udnytte det bredere erhvervsmæssige potentiale ved internationale møder og kongresser, der afholdes i Danmark,” siger Pia Lange Christensen.
Vigtige gæster
Der er flere årsager til, at møde- og erhvervsgæster er attraktive.
For det første har de det højeste døgnforbrug af alle turistsegmenter – og samtidig er erhvervsgæsterne vigtige, når det gælder om at skabe aktivitet uden for højsæsonen.
Ifølge MeetDenmark havde erhvervs- og mødeturismen i 2019 – altså før pandemien – en omsætning på 35,6 mia. kr., mens forretningsområdet stod for 44% af den samlede værditilvækst og 43% af beskæftigelsen i dansk turisme.
Stigende efterspørgsel
En af de destinationer, som nu melder sig ind i MeetDenmark, er Destination Trekantområdet, hvor man har kæmpet med at få genstartet møde- og erhvervsturismen efter coronapandemien.
Det fortalte direktør for Destination Trekantområdet Martin Perregaard-Bitsch til Turisme.nu, da destinationsselskabet for nylig afholdt konference i Billund.
I dag glæder han sig over udsigten til at blive en del af MeetDenmark, for det vil give destinationen adgang til specialiseret viden.
”Vi oplever en stigende efterspørgsel efter en ny type af møder, end der traditionelt er arbejdet med. Møder der taler ind i det lokale DNA og styrkepositioner. Dermed er der et stigende potentiale for at tiltrække internationale mødeturister på tværs af hele landet.”
”Vi skal være kendt som en mødedestination, hvor du kan noget anderledes. Hvis din virksomhed eller organisation fx arbejder med pædagogik, leg og læring, ja, så er fx Lego House et oplagt valg,” siger direktøren.

“Jeg er glad for, at vi nu som medlemmer i MeetDenmark kan være med til at drive udviklingen for den type af turisme fremadrettet og bygge videre på det gode arbejde, der lavet i MeetDenmark de senere år. Men der er brug for en økonomisk kickstart for at starte arbejdet op, hvis vi skal være med i kampen om de værdifulde internationale mødeturister,” siger Martin Perregaard-Bitsch.
Håber på midler
Hos MeetDenmark er det håbet, at nogle af de ekstra midler, der aktuelt er på vej til dansk turisme i form af Turismereserven på 4 gange 25 millioner kroner investeres i møde- og erhvervsturismen og en styrket indsats på både kongresser og mødeturismen i hele landet.
De nuværende medlemmer i MeetDenmark er Wonderful Copenhagen, VisitAarhus, Destination Nord, Destination Fyn og Erhvervsministeriet.
Flere af medlemsdestinationerne rummer både storby og en række mindre byer og har mange års erfaring i arbejdet med erhvervs- og mødeturismen, som de nye medlemmer kan trække på via foreningen.
”Udviklingsselskaber som MeetDenmark er sat i verden for at være specialiserede kompetencecentre på netop deres forretningsområde inden for turismen. Det har aldrig været tanken, at hvert enkelt destinationsselskab skal være ekspert ned i alle detaljer. Det er ressourcerne lokalt ikke til. Derfor giver det rigtig god mening, at vi slår kræfterne sammen, og flere kan få glæde af MeetDenmarks viden og arbejde,” siger Pia Lange Christensen.
Større kage
Langt den største del af den internationale møde- og kongresturisme er i dag centreret om de store byer, men med tilføjelsen af de nye medlemmer vil MeetDenmark arbejde for at gøre kagen større. De internationale mødekunder skal også se de muligheder, som møder uden for storbyerne giver.
Ud over de nye fokusområder (møder og messer) vil MeetDenmark stadig have stort fokus på at byde på og vinde internationale kongresser til Danmark – i samarbejde med lokale og nationale partnere. Og særligt med fokus på den forretning, som de private aktører ikke har incitament eller kapacitet til at fokusere på. Internationale kongresser bidrager til den bredere erhvervs- og samfundsmæssige udvikling – bl.a. i form af styrket innovation, internationalisering og vækst.
Fremadrettet udvides MeetDenmarks bestyrelse med to ekstra medlemmer, som udpeges af de syv nye destinationer. De to nye bestyrelsesmedlemmer træder ind i bestyrelsen efter sommerferien.
Måske vil denne artikel også interessere dig:

