Henrik Frederiksen har tjent virkelig mange penge gennem livet.
I første omgang som næringsdrivende med ejerskab af en række MATAS-forretninger. Siden solgte han dem, geninvesterede millionerne og fik høje udbytter.
Alt det har den i dag godt 80-årige mangemillionær med base i Hellebæk på Sjællands nordkyst fortalt flere gange gennem årene. Det var en mediebegivenhed, da han i 2015 satte sin unikke samling af veteranbiler til salg, og i det hele taget har Frederiksen ikke lagt skjul på sit syn på egne evner til at tjene penge.
Efter MATAS-salget blev han i 2010 gift med enken efter Mercandia-rederen Per Henriksen, Vivi Henriksen, og dermed flyttede han ind på fru Henriksens store ejendom Lyngsbækgaard på kanten af Mols Bjerge.
Op i Superligaen
Ægteparret investerede rundhåndet i restaurering af gamle bygninger i området, og for knap 15 år siden købte de den ikoniske Molskroen ved Femmøller Strand.
Henrik Frederiksen, der i 2015 blev enkemand, bragte Molskroen op i Superligaen for den slags etablissementer og bragte blandt andet restaurantchefer som Wassim Hallal, Michel Michaud og Steffen Villadsen ombord for kortere eller længere bemærkninger.
Men nu er det slut. I fjor solgte Frederiksen Helenekilde Badehotel, som han også havde haft i porteføljen, og i denne uge er Molskroen blevet sat til salg.
I en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech forklarer Henrik Frederiksen baggrunden for beslutningen:
”Jeg flyttede til Djursland i 2010 med min kone, som boede på Lyngsbækgaard. Jeg købte Molskroen i 2012 og renoverede den, hvorefter strandhotellet blev opført i 2014. Nu er tiden inde til at give stafetten videre, da min dåbsattest ikke lyver og jeg samtidigt er flyttet tilbage til Sjælland, så Molskroen fortjener en ny værdig fremtid.”
46 værelser og brasseri
Udbudsprisen for den 15 værelser store kro med udsigt til Ebeltoft Vig er 55 millioner kroner. Her skal også indregnes, at det tidligere vandrerhjem på den anden side af rundkørslen, overfor Molskroen, er med i pakken.
Det betyder, at man får to faciliteter med i alt 46 værelser, brasseri og restaurant samt knap 10.000 kvadratmeter grund til den pris, man måtte nå frem til.
Da Henrik Frederiksen i sin tid købte Molskroen sammen med Vivi Henriksen Frederiksen, gik det hurtigt. Det fortalte Frederiksen til Børsen i 2014:
”Vi kendte lidt til kroen i forvejen, da vi jo bor på Lyngsbækgaard ikke langt derfra, så en dag tog vi derned og mødtes med de daværende ejere. Det var en søndag kl. 10.00. Klokken 12 havde vi købt stedet.”

