VisitAarhus styrker sin bestyrelse med en markant digital kapacitet, når Christian Schwarz Lausten indtræder som medlem ved årsskiftet. Med sin brede erfaring fra Airbnb, Seismonaut og Landfolk.com bringer han nytænkning og digitale perspektiver ind i udviklingen af turismen i Aarhusregionen.
Christian Schwarz Lausten har tidligere arbejdet med at udvikle Airbnb’s globale forretning og stiftede konsulentvirksomheden Seismonaut, som han solgte i 2019.
Her rådgav han turistorganisationer om digitalisering og innovation. I dag er han direktør og medstifter af Landfolk.com, der fokuserer på udlejning af unikke sommerhuse.
”Christian kommer med et stærkt innovativt og digitalt blik, som bestyrelsen får stor gavn af. Turismen er ligesom alle andre brancher dybt afhængig af at udnytte de nye digitale muligheder, og derfor glæder jeg mig meget til at få Christians perspektiver med ind i bestyrelseslokalet, og jeg er rigtig glad for, at han har sagt ja til at være en del af bestyrelsen i VisitAarhus,” siger forperson for VisitAarhus’ bestyrelse Nina Smith i en pressemeddelelse.
Fokus på digital udvikling og AI
VisitAarhus arbejder målrettet med at styrke turismen i hele Aarhusregionen gennem udviklingsprojekter og markedsføring. En af organisationens nyeste satsninger er brugen af kunstig intelligens (AI) i turismen – et område, som Christian Schwarz Lausten ser frem til at bidrage til.
”VisitAarhus er en organisation der går forrest indenfor udviklingen af turismen i Danmark. Jeg glæder mig til at være med på rejsen og give mine input til, hvordan vi udnytter de nye digitale muligheder bedst, så vi sammen kan udvikle turismen i Aarhusregionen og resten af Danmark” siger han.
Christian Schwarz Lausten overtager pladsen i bestyrelsen fra Sten Tiedemann, der udtræder efter 15 år.

