Op til folketingsvalget har Turisme.nu spurgt turisme- og erhvervsordførere for landets partier, hvordan de vil udvikle det danske turismeerhverv, hvis de bliver en del af en ny regering.
Serien blev indledt i sidste uge med Venstres turismeordfører Anni Matthiesen, og den næste i rækken er Alex Vanopslagh.
Som erhvervsordfører og partileder for Liberal Alliance er han fortaler for, at staten spiller så lille en rolle som muligt – også inden for turismeerhvervet, og det kommer også til udtryk i hans svar.
Hvordan skal dansk turisme se ud i 2030? Hvad er jeres visioner?
”Jeg kender mine begrænsninger som politiker, og jeg vil ikke foregøgle at have store forkromede visioner for dansk turisme i 2030.”
”Til gengæld vil jeg love at arbejde solen sort for at sænke skatter og afgifter, luge ud i bureaukratiet, fjerne dumme regler og ikke mindst gøre op med den massive mangel på medarbejdere, som forhindrer dansk turisme i at udvikle sig,” siger Alex Vanopslagh.
”Når det er opfyldt, er jeg fuldstændig tryg ved, at turismens egne aktører driver branchen i en visionær retning,” svarer han.
”Jeg kender mine begrænsninger som politiker, og jeg vil ikke foregøgle at have store forkromede visioner for dansk turisme i 2030.”
Alex Vanopslagh (LA)
Væk med erhvervsstøtten
Vil I tilføre yderligere midler til dansk turismeudvikling?
”I Liberal Alliance har vi et generelt ønske om at fjerne erhvervsstøtte og særordninger og bruge pengene på lavere skatter og afgifter i stedet.”
”På den måde kan turismebranchen udvikle sig uden at være afhængig af politikernes humør,” siger han.
Hvilke konkrete områder inden for turismeudvikling vil I prioritere, hvis I bliver en del af regeringen efter valget?
”Igen er Liberal Alliance fuldstændig trygge ved, at branchen udvikler sig i den retning, som er bedst for dem og for Danmark.”
”Min opgave som politiker er ikke at detailstyre og bilde folk ind, at jeg ved bedre.”
“Det er derimod at skabe bedre rammevilkår, så dansk turisme kan udvikle sig så frit som muligt uden politisk indblanding,” siger han.
”Min opgave som politiker er ikke at detailstyre og bilde folk ind, at jeg ved bedre.”
Alex Vanopslagh (LA)
Hvordan vil I forbedre vilkårene for turismeaktører og -virksomheder?
”Vi vil først og fremmest sørge for, at virksomheder inden for turisme kan ansætte nogle flere medarbejdere. Desværre har den socialdemokratiske regering fuldstændig forsømt at løse problemet med manglen på medarbejdere,” siger han.
Turismens erhvervsaktører – især hoteller og restauranter – siger, at de har svært ved at skaffe ledige hænder. Er du enig i den udfordring – og hvis ja – hvordan skal problemet løses?
”Jeg er i den grad enig. Hoteller og restauranter er hårdt ramt af, at regeringen i tre år har ignoreret at gøre noget ved den massive mangel på arbejdskraft, som særligt turismen lider under.”
”Der er kun én ting at gøre, og det er at få flere folk ind på arbejdsmarkedet og bl.a. gøre det nemmere at rekruttere udenlandske kolleger.”
“Her er Liberal Alliance det mest ambitiøse af alle partier. Vi har lagt en økonomisk plan frem, som frem til 2035 vil skaffe mere end 130.000 flere kolleger til danske arbejdsmarked,” siger han til slut.

