Peter Kvistgaard, turisme- og oplevelsesforsker, Ph.D.
(Foto: Tove Koch)
BLOG: Da jeg skrev min ph.d.-afhandling om turismepolitik, var der en venlig sjæl, der sagde følgende til mig: Study policy, don’t practice it!
Hvor velmenende det end var, så er det efter min mening en klar misforståelse af en forskers pligt.
Det er en forskers pligt at blande sig i den offentlige debat om udviklingen. Vi har stolte traditioner på Aalborg Universitet for at deltage i debatten. Ikke bare observere og skrive om ting efter tilstanden så at sige. Den slags er der nok af.
Men hvad er det så, jeg blander mig i her i 2018?
Jeg blander mig i dansk turismepolitik anno 2018.
Onsdag 8. november 2018 er der første behandling af Lovforslag nr. L 67 bedre kendt som ‘Forslag til Lov om ændring af lov om dansk turisme og lov om VisitDenmark’.
Det er faktisk tredje stykke lovgivning, der gennemføres siden 2010 i dansk turisme. Alene dét faktum giver stof til eftertanke.
Det er ikke en hvilken som helst lovgivning, der – lettere upåagtet – er på vej igennem Folketinget.
Lovgivningen er efter min vurdering den største strukturelle, økonomiske og ideologiske ændring af dansk turisme nogensinde. Intet mindre.
Det er mere omsiggribende og indgribende end loven om VisitDenmark fra 2010 og Lov om dansk turisme fra 2014 (Lov nr. 1359).
Jeg har gennem de seneste måneder fået en række henvendelser fra aktører i dansk turisme, der har udtrykt meget stor bekymring for udviklingen. De tør bare ikke selv stå frem.
Mange bruger ord som topstyring, centralisering og magtfuldkommenhed, og mange er bekymrede over, at hele processen er forhastet og placeret hos ikke-fagkyndige personer som borgmestre, kommunaldirektører og øvrige embedsmænd.
Men hvad er det så, der er ved at ske, kan man spørge, siden det er så stor en ændring og med så stor en bekymring koblet på?
Inden svaret kan gives, er det smart at kigge lidt tilbage i tiden.
‘Den Tyske Udfordring’
I år 2000 var det store tema den såkaldte ‘Tyske Udfordring’.
Dengang ulig nu var der mangel på tyske gæster i Danmark. Tyskerne ”svigtede”, som man sagde. Dengang gennemførte det internationale konsulenthus Pannell Kerr Forster (PKF) en analyse af dansk turisme i sammenligning med Sverige, Holland og Irland.
Dengang var det den irske model med et klart enstrenget system den foretrukne model at efterligne i dansk turisme. Den irske model blev den ledestjerne, man skulle gå efter. Måske er det den model, der dukker op i dag?
Udfordringen dengang var, at den irske model i høj grad bygger på ‘Yes Minister’-reglen.
Hvad ministeren siger er det, der gælder.
Men dansk turisme hvilede ikke dengang på den slags centralistiske værdier. Dengang var der tale om bottom-up-processer med alt, hvad det indebar. Herunder også noget omstændelige både lokale, regionale og nationale processer med høringer af stort set alle i dansk turisme, før noget kunne lade sig gøre.
Men det var en dansk værdi, der kan spores langt ind i den danske folkesjæl. Og i hvert fald langt ind i den danske turismesjæl.
Man skal nok huske her, at dansk turisme er født ud af en meget stor lokal stolthed. En stolthed over det sted, man bor og har sin daglige dont.
Tilbage i 1889, hvor dansk turisme officielt blev født med den første organisering, var det i høj grad det lokale, der drev turismen. Det var en ideologi om det lokale – om involvering fra de, der måtte have lyst til at være med.
Jeg vil med dette blot sige, at dansk turisme lige nu står et helt andet sted.
Lige nu er der med Lovforslag nr. L 67 lagt op til en helt enorm ændring af dansk turismes kerne. Det er en ændring af, hvad dansk turisme har stået for og skal stå for.
LÆS OGSÅ: Lonely Planet elsker København – og hvad kommer det os ved?
Alle skal sige Yes Minister
L 67 lægger i sin essens op til centralisering og topstyring.
Med lovforslaget følger, at alle i dansk turisme skal sige Yes Minister.
Eksempelvis foreslås det, at erhvervsministeren fremover ikke bare har ‘mulighed for at fastsætte regler for undtagelser, men også f.eks. regler for indholdet af samarbejde og koordination’ for så vidt angår den internationale markedsføring.
Det betyder oversat til almindeligt dansk, at erhvervsministeren kommer til at bestemme.
Det er erhvervsministeren, der definerer indholdet af samarbejdet og koordinationen.
Hvorfor skal ministeren dog det? Hvad er det for en form for mikrostyring, der her er tale om? Og hvorfor lige nu, når Ledelseskommissionen netop har advaret politikerne mod mikrostyring?
Og sjovt nok er der fokus på markedsføring internationalt. Her er det værd at bemærke, at VisitDenmarks monopol på at markedsføre Danmark er under pres fra lokale aktører, der kan og vil selv. De lokale destinationsselskaber ansætter unge mennesker med styr på alt det digitale, og de har ingen lyst til eller interesse i at skulle omkring monopolet i København.
Så faktisk kan loven hindre en spirende ny lyst til markedsføring rundt omkring i dansk turisme. Gad vide om det er intentionen?
LÆS OGSÅ: Digitalisering i turismen er mere end markedsføring
Høring midt i sommerferien
Et af de mere kuriøse elementer i processen hen imod Lovforslag L 67 er, at lovforslaget er sendt i høring mellem 2. juli og 13. august 2018 til en lang række organisationer. Men hov, hvornår var det lige? Det var skisme da hen over sommerferien. Lige der midt i sommerferien skulle alle de mange organisationer så møde ind og tage stilling til et lovforslag.
Nej, sådan foregår det jo ikke. Alle de væsentlige aktører var formentlig involveret inden ferien. Alt var klappet af, så man kunne gennemføre en skinmanøvre hen over sommerferien. Nu kan man så hævde, at alle er blevet hørt.
Den slags manøvrer minder rigtig meget om Sir Humphrey, der er den ordekvilibristiske manipulator bag ministeren i den fantastiske britiske komedieserie om livet i britisk politik. Man kunne hævde, at Sir Humphrey dybest set er demokratiets utro tjener, da han bruger stort set al sin energi på at omgå og undgå demokratiske spilleregler for at få sine egne ting igennem.
Vi har formentlig ingen Sir Humphrey i dansk turisme, men ikke desto mindre synes manøvren med at høre folk, mens de er på ferie, at minde om noget fra en anden tid. Problemet synes blot at være, at det netop ikke er fra en anden tid.
Det kunne forekomme som om, dansk turisme lige nu befinder sig i midt i en malmstrøm, der fører uimodståeligt ind mod et centrum – eller i hvert fald stort set uimodsagt.
Det centrum synes at være både ideologisk og geografisk.
Ideologisk forstået på den måde, at der synes at være et kraftigt politisk ønske om at skabe to niveauer i dansk turisme, nemlig det statslige og det kommunale, men med det statslige med dirigentstokken. Det er centralisering under dække af effektivisering, professionalisering og ønsket om større og stærkere enheder.
Men det er også geografisk. Magten kommer entydigt til at ligge i København – ja det gør den jo sådan set allerede med ministeriet, og VisitDenmark og WOCO på finansloven samt diverse interesseorganisationer.
Det bliver i høj grad ministeriet, der kommer til at bestemme. Jo da, vi har et nationalt turismeforum, der efter sigende gør det, som det med et højt Yes Minister får besked på af ministeriet.
Jo da, vi har også et dialogforum, men det fungerer på samme måde siges det med et tydeligt Yes Minister.
Denne blog er baseret på egne analyser og erfaringer fra mange år i dansk turisme og fra samtaler med mange aktører i dansk turisme gennem de seneste måneder. Jeg har for nylig søgt aktindsigt hos erhvervsministeriet og KL for så vidt angår Lovforslag nr. L 67. Jeg har bedt om at få alt lagt frem omkring processen inklusive dialogen mellem erhvervsministeriet og KL.
Ingen tør stå frem
Jeg er interesseret i processen omkring L 67. Jeg er ikke interesseret i enkeltpersoner. Jeg er heller ikke som sådan interesseret i, om det er rigtigt eller forkert at samle destinationerne i 15-25 større enheder.
Men jeg er interesseret i, hvordan det hele er kommet dertil, hvor dansk turisme er lige nu. Midt i et kæmpestort strukturelt, økonomisk og ideologisk magtskifte.
Et magtskifte, som stort set ingen tør tale om.
Ingen tør stå frem og sige noget. Ingen aktører tør rigtigt udfordre indholdet i L 67.
Ingen turismeforskere har været ude og sige noget. Det kan undre, da de jo sådan set alle er betalt for at have en mening om det område, de arbejder med. Eller studerer de det bare? På sikker og tryg afstand vel vidende, at de er afhængige af statsbevillinger til deres forskning.
Det er som om, alle har resigneret og sagt, at sådan bliver det nok bare.
Men det er vel for pokker ikke en værdi, som det danske samfund hviler på, at man ikke tør sige noget?
Der må og skal da være dialog om tingene. Ikke centralt styrede processer hen over sommeren. Eller centralt styrede processer, der behandler professionelle turismeaktører som børn.
Jo, her tænker jeg på KLs møde om pejlemærker 1. oktober 2018, men det er anden sag, som jeg tager op i et andet blogindlæg.
Nu afventer vi så spændt 1. behandling af lovforslaget onsdag 8. november. Men mon ikke det er en formssag. Mon ikke det hele som sædvanligt er klappet af forinden.
Mon ikke dansk turisme blot er en parentes i en større ideologisk kamp om erhvervsfremmesystemet. Det skulle undre mig meget, hvis andet var tilfældet. Nu får vi se.
Af Peter Kvistgaard, turisme- og oplevelsesforsker, Ph.D., Aalborg Universitet.
