Når lokale og turister besøger Gribskov, Store Dyrehave ved Hillerød og Jægersborg Hegn & Dyrehave mødes de af 120 km snorlige jagtveje i et symmetrisk stjernedesign.
De barokinspirerede jagtveje blev anlagt af den enevældige konge, Christian 5. Vejene blev skabt fra 1670 til 1697 til at dyrke den helt særlige parforcejagt.
Og nu skal det alt sammen forbedres for at skabe gode gæsteoplevelser og øge kendskabet til det unikke jagtlandsskab, der er en vigtig del af vores danmarkshistorie og udnævnt som UNESCO Verdensarv.
Vigtig bevilling
Opgraderingen sker på baggrund af en bevilling på 14,5 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden:
”Bevillingen er vigtig, fordi den gør os i stand til at sætte mere fokus på området som UNESCO Verdensarv,” siger en glad Liv Thøger-Aldahl, General Manager for Parforcejagtlandskabet til Turisme.nu.
“Vi får flere ressourcer til at formidle historien om området, men vi spreder også den positive effekt ved UNESCO-brandet, og udvider den positive effekt for både lokalsamfund og kulturliv i nord og syd.”
“Hvis man f.eks. planlægger at besøge naturen i kongelige jagtlandskab, så besøger man måske også et museum, en café eller lejer en cykel samtidig” siger Liv Thøger-Aldahl.

Vigtige indgange og nye faciliteter
Hvert at besøger flere millioner gæster Parforcejagtlandskabet gennem landskabets mange indgange.
Og det er de indgange med mest trafik og flest gæster, der nu skal opgraderes med bl.a. nye toiletfaciliteter og filmrum:
”Med bevillingen fra A.P. Møller Fonden får vi mulighed for at etablere helt nye picnicsteder, toiletter og p-pladser,” fortæller Peter Ilsøe, direktør for Naturstyrelsen.
“Og vi vil fremover kunne tilbyde introfilm mv. om verdensarven ved en række indgange til de nordsjællandske skove.”
“Jeg er sikker på, at mange vil blive glædeligt overrasket over den fascinerende historie om Parforcejagtlandskabet, som de om et stykke tid vil kunne møde ved de syv udvalgte indgange,” siger Peter Ilsøe.
Strategisk satsning
Bag organisationen af Parforcejagtlandskabet står fem nordsjællandske kommuner: Hillerød, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Fredensborg og Gribskov samt Det Grønne Museum, Naturstyrelsen og Museum Nordsjælland.
”Den store bevilling ligger i forlængelse af vores strategiske satsning for området. Opgraderingen af de syv indgange understøttes af en bæredygtig strategi, idet organisationen bag UNESCO Verdensarven ikke ønsker et stort centralt besøgscenter,” uddyber Ole Lass Jensen, museumsdirektør for Museum Nordsjælland.
“Vi ønsker derimod, at de lokale, danskere og internationale gæster spredes ud i landskabet, og på den måde forstyrrer naturen mindst muligt,” siger han.
En del af danmarkshistorien
Det storslåede jagtlandskab i Nordsjælland er det eneste af sin slags i verden, som er optaget på den prestigefyldte liste over UNESCO Verdensarv.
Det betyder, at det har ‘Outstanding Universal Value’ og dermed er en bevaringsværdig del af menneskehedens arvegods.
Udover opgraderingen af de nye indgange, bliver der derfor også skabt mere formidling om området.
Symbol på kongens magt
Den nye formidling vil styrke fortællingen om kongelig jagt, magt og pragt og også trække tråde til nutiden:
”Det storslåede jagtlandskab var et udtryk for kongens symbolske magt, hvor vi også i dag møder begrebet magt i forskellige livssituationer,” siger Liv Thøger-Aldahl, General Manager for Parforcejagtlandskabet.
“Fra vi er børn i skolegården, til vi bliver voksne og indgår i et større samfundsfælleskab, oplever vi, at magt har stor betydning for vores liv og hverdag. Som kongen iscenesætter vi os selv, dog på andre måder og på andre platforme, og verdensarvsværdier som demokrati, fred og ytringsfrihed bliver løbende udfordret bl.a. med krigen i Ukraine.”
“Derfor har det aldrig været vigtigere at lære om personlig, politisk og økonomisk magt i vores samfund,” siger Liv Thøger-Aldahl.
UNESCO-stempel er guldæg
I Danmark og Grønland er der i alt 10 UNESCO Verdensarvssteder:
Kronborg Slot, Roskilde Domkirke, Jellinge Monumenterne, Vadehavet, Stevns Klint, Christiansfeld og Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland samt i Grønland: Ilulissat Isfjord, Kujata og Aasivissuit – Nipisat.
For at kunne tale med større stemme over for bl.a. fonde, politikere og instanser som VisitDenmark, har man netop dannet en ny forening for de danske og grønlandske verdensarvsteder.
Foreningen, der har fået navnet Rigsfællesskabets Verdensarvsforening – World Heritage Association for Denmark and Greenland, blev officielt grundlagt 23. januar 2023 med en stiftende generalforsamling og en underskriftceremoni ved Jellingstenene.
Inspirationen til foreningen stammer fra de nordiske lande, og der er flere formål med foreningen: Man vil være bedre til at vidensdele imellem de 10 seværdigheder, og så vil man altså have en stærkere fælles stemme.
Fakta om Parforcejagtlandskabet:
- Naturstyrelsen og Det kongelige jagtlandskab i Nordsjælland har modtaget en bevilling på 14,5 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden. Midlerne skal gå til etablering af 7 velfaciliterede indgange, og fængende formidling.
- Det var Christian 5., der byggede Parforcejagtlandskabet i slutningen af 1600-tallet efter en dannelsesrejse hos bl.a. Ludvig 14. af Frankrig.
- Ordene ”par force” betyder ”med magt” eller ”med styrke” på fransk, og er navnet på en jagtform, der stammer fra Frankrig og England
- Landskabet symmetriske linjer og barokinspirerede design viser et unikt internationalt udsyn.
- Det er et enestående eksempel på et dansk kultur- og naturlandskab, og det eneste af sin slags på UNESCOs verdensarvsliste.
- Kernen i verdensarven udgøres af 120 km velbevarede jagtveje anlagt fra 1670 og frem til starten af 1700-tallet. Vejene er fordelt på et areal på ca. 4.500 hektar skov. De tydeligste markører er vejstjernerne, hvor flere veje krydser hinanden.
- Det kongelige jagtlandskab ligger i Gribskov, St. Dyrehave v. Hillerød samt Jægersborg Hegn & Dyrehave.

