Et ”tiny house” er et absolut minimalistisk hjem, hvor alt er indtænkt i forhold til brugbarhed og anvendelse i dagligdagen – har det ingen funktion, skal det ud.
Boformen vinder frem flere steder i Danmark, og nu ser det ud til, at det også kan være opskriften på at få sig et feriehus.
Priserne på sommerhuse herhjemme er nemlig steget markant siden covid_19-pandemien brød ud. Dengang – i 2020-2021 – blev det attraktivt at købe et sommerhus, og det blev dengang tolket ind i, at det ikke var muligt at tage til udlandet.
Siden er priserne forblevet høje, og drømmer man om sommerhus, kan det hurtigt blive en dyr affære.
Men ifølge branchesitet Boligsiden.dk er der en vej ud.
For er man bare sig selv, eller et par med et lille pladsbehov, er der råd for den slags. Der findes nemlig meget små sommerhuse på markedet til priser, der starter ved 245.000 kroner.
”De meget små sommerhuse er ikke for alle. Man skal have lyst til at bo småt og tæt, og man skal kunne se charmen i at leve enkelt og med det, der er absolut nødvendigt.”
”Til gengæld kan man så få det fristed, man ønsker sig, og har man en drøm om noget større, kan man i nogle tilfælde bygge til eller bygge nyt senere, når økonomien tillader det,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
Sommerhuset, som er prissat til 245.000 kroner, er en hytte i Hasle på Bornholm. Hytten er en del af en hytteby, og den er på 12 kvadratmeter og har en terrasse foran indgangen.
Boligsiden har samlet en række eksempler. Men blot fordi det er småt, er det ikke nødvendigvis billigt. Det er tydeligt, at beliggenheden også er en afgørende faktor – 21 kvadratmeter i Hirtshals ud til Vesterhavet koster på den lune side af to millioner kroner.

