Connect with us

Hi, what are you looking for?

Destinationsudvikling

Sammenlægning gav øget styrke

Destination Himmerland runder fem år i fin stil – har stort fokus på fælles branding af to kommuner

Destination Himmerlands direktør Johanne Bugge står i spidsen en ny række initiativer, der skal styrke mødeturismen i regionen (Foto: Destination Himmerland)

”Men nu skælver mit Bryst imod Snapsen,
som jeg har skænket mig af den iskolde Flaske.
Se den spiller, den ler klart,
jeg holder den op som en stor levende Diamant,
Kornbrændevin, kort sagt, Danmark!”

Om få dage inviterer Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet i Farsø på frokost, og det er naturligvis med fire stykker smørrebrød, en øl og en snaps – akkurat som i nobelprismodtager Johannes V. Jensens beskrivelse i digtet ”Ved Frokosten”, som citatet er hentet fra.

Den lille by Farsø var hjemsted for søskendeparret, der på hver sin måde blev meget berømte forfattere – men som ikke hele livet igennem havde noget godt forhold til hinanden.

Men efter deres død (Johannes V. i 1950, Thit i 1957) er der lavet det fælles museum for dem.

Sammenbragt af regeringen

I et større billede er Destination Himmerland den samme fortælling: Det handler om to nabokommuner – Vesthimmerland og Mariagerfjord kommuner – som på tværs af eventuelle nedarvede stridigheder og konkurrence for fem år siden besluttede at lægge turist-indsatsen i et fælles selskab.

Og dermed kunne Destination Himmerland forleden markere femåret for sin opståen, som blev påtvunget de to kommuner udefra som følge af den daværende regerings ønske om at reducere antallet af turistorganisationer.

I en opgørelse fortæller Destination Himmerland, at turismen i området genererer, hvad der svarer til 2.000 fuldtidsstillinger, og det giver en omsætning i handelsliv, på cafeer og restauranter, hoteller og museer på i alt to milliarder kroner.

Uudnyttet potentiale

Borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V), udtaler i en pressemeddelelse i anledning af den halvrunde dags markering:

”Det er afgørende, at der er turister i byerne, så handelslivet overlever. Sammen står vi stærkere, og i fællesskab kan vi styrke turismen i hele Himmerland. Der er sat nogle betydelige aftryk i destinationens arbejde for turismen i Himmerland de seneste fem år. Men turismen har stadig et uudnyttet potentiale – og det er nu vi skal holde momentum.”

Det samme toneleje anvender Mariagerfjord Kommunes borgmester Mogens Jespersen (V):

”Turisme er afgørende for vækst, beskæftigelse og bosætning. Destination Himmerland har nu i fem år spillet en vigtig rolle i at styrke turismen og skabe øget omsætning for vores erhvervsliv. Deres arbejde med turismeudvikling er med til at gøre vores egn endnu mere attraktiv – både for besøgende og dem, der ønsker at bo og arbejde her.”

Vigtig opbakning fra erhvervet

Direktør for selskabet, Johanne Bugge, er glad for konstruktionen:

”Det er utrolig vigtigt, at vi har et samlet Himmerland med et erhverv, der bakker op og skaber oplevelser, som kan tiltrække gæster,” siger Johanne Bugge i pressemeddelelsen.

Om femårsdagen blev markeret med en frokost á la Johannes V. Jensen melder historien dog ikke noget om.

Frokosten bestod i øvrigt af fire stykker smørrebrød: Med æg og sild, med steg, med lammerullepølse og til afslutning ét med ost, der ”knytter Stemningen af Forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjærte”, som Jensen skrev.

Fik du læst ...

Debat

DEBAT: Markante skævheder stiller campingbranchen ringere end andre dele af turismeerhvervet, skriver direktør for Camping Outdoor Denmark.

Nyheder

Bella Arena danner igen rammen om Optimeet Messen.

Turismepolitik

Tre organisationer peger på, at på fire år har Danmark mistet 7,5 millioner danske overnatninger. Politikere: Vi lever i et internationalt land.

Navne

Den nuværende formand Per Frost Henriksen fortsætter på posten.

Discover more from turisme.nu

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading