Både historisk set og i dag er Vestkysten en voldsom turistmagnet. Og ambitionen er klar i det vestjyske: Den 550 km lange kyststrækning skal til tops i ligaen for Nordeuropas foretrukne kystdestinationer.
Det er målet, at endnu flere overnattende turister og gæster finder vej i de kommende år, og nu har alle destinationerne langs Vestkysten også lagt hånden på kogepladen.
Senest har Destination Sønderjylland valgt at træde ind i Vestkystpartnerskabet, som er titlen på det samlede, vestjyske turistsamarbejde.
Styrket fællesskab
Direktøren for Destination Sønderjylland, Kirsten Oldenborg Lundvang, bliver observatør og glæder sig til samarbejdet:
”Vi ser frem til at træde ind i Partnerskabet for Vestkystturisme og etablere et tættere samarbejde og skabe større synergi mellem Destination Sønderjylland og de øvrige tre vestkystdestinationer (Destination Vadehavskysten, Destination Vesterhavet og VisitNordvestkysten, red.).
Der ligger en stærk udviklingsplan for Vestkysten med projekter, der understøtter turistaktørerne, styrker fællesskabet og gavner destinationerne som helhed. Og vi ønsker også at bakke fuldt op om udviklingen i den vestligste del af Danmark,” siger Kirsten Oldenborg Lundvang i en pressemeddelelse.
67 procent af alle tyske overnatninger i Danmark foretages ifølge Vestkystpartnerskabet ved Vestkysten.
Her vurderer man, at der skal investeres yderligere i international markedsføring for at realisere det tyske og hollandske vækstpotentiale samt fastholde dansk turismes markedsandele på det norske marked.
Ambitionen er at tiltrække købestærke, kvalitetsbevidste og samvittighedsfulde gæster, der bidrager til at skabe en turisme, som de lokale kan leve af og med hele året rundt, og som kan tiltrække nye skatteborgere til Danmarks vestligste yderområder.

