Flyrejsende fra hele verden peger på Københavns Lufthavn som Europas bedste lufthavn for afrejsende passagerer – fra ankomst i terminalen og hele vejen til boarding på flyet.
Derfor modtager Københavns Lufthavn prisen Best Airport at Departures i Europa.
Københavns Lufthavn modtager prisen i kategorien ”lufthavne med 25-40 millioner passagerer” på baggrund af interviews med flere end 700.000 rejsende i en lang række lufthavne verden over. Det er den internationale brancheorganisation for verdens lufthavne, Airports Council International, ACI World, der står bag prisen.
“Det er en stor anerkendelse, som vi er meget stolte af, fordi den kommer direkte fra passagererne. Vi arbejder hver eneste dag målrettet på at skabe en god oplevelse for alle rejsende, der besøger lufthavnen. Passagererne er vores gæster, og de skal behandles som gæster,” siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, i en pressemeddelelse.
Målingen fra ACI World er den mest anerkendte globale måling af passageroplevelser i lufthavne, og den eneste, der måler passagerernes tilfredshed, mens rejsen foregår, og oplevelsen er frisk i hukommelsen.
Lufthavnene bliver vurderet på baggrund af flere end 50 kvalitetsparametre, der dækker hele rejsen herunder blandt andet effektivitet i processer, renhed, tryghed, atmosfære og mødet med lufthavnens medarbejdere.
Prisen bliver officielt uddelt ved ACI World Airport Experience Summit i Istanbul den 2. september 2026.

