Ægteparret Jan og Dorte Milling har i løbet af 30 år opbygget et mindre hotel-imperium i Danmark. Med udgangspunkt i deres hjemby, Odense, har de hen ad vejen købt i alt 11 hoteller, og selv om Jan Milling torsdag (29. januar) fylder 60, peger ikke meget i retning af pensionering.
Til Folketidende på Lolland-Falster udtaler Jan Milling således i et interview i anledning af sin runde dag, at han godt kan se for sig, at Hotel Maribo Søpark, som Milling-parret købte i 2015, kan udvikles.
Hotellet rummer i dag 110 værelser, en lille håndfuld hotellejligheder samt konferenceafdeling og mødefaciliteter.
Allerede ved overtagelsen, da hotellet blev renoveret og istandsat, havde Jan Milling planer for at få flere end det nuværende antal værelser, fortæller han til mediet.
Men der udestår godkendelse af en ny lokalplan for området, før hotellet kan udvides med en højere bygning til den højre side for hovedindgangen. Ifølge Folketidende er det en proces, der er blevet arbejdet på i flere år.
Når den godkendelse måtte komme, har Jan Milling tegninger og planer klar i skuffen, men han understreger, at udvidelsen ikke kommer lige med det første.
”Det kan sagtens hænge sammen i vores drift, hvis vi får bygget nogle flere værelser, men det er ikke noget, som vil ske lige med det samme,” siger torsdagens runde fødselar.
Den seneste udvidelse af porteføljen i Milling Hotels var købet af Vejle Center Hotel for et års tid siden.

