Der bliver flere og flere miljømærkede campingpladser at vælge imellem i Danmark, og det er til gavn for de mange danskere, der har fokus på miljø og klima, når de vælger ferier.
Først var der blot en enkelt, så to danske campingpladser, som har opnået EU’s officielle miljøcertificering – EU Ecolabel. Men i løbet af foråret 2025 er yderligere tre kommet til, og det glæder naturligvis den ansvarlige chef i Miljømærkning Danmark:
”Vi oplever generelt en stigende interesse for EU Ecolabel blandt landets campingpladser. Det er en meget positiv udvikling, for mange danskere er opmærksomme på at tage hensyn til miljøet i hverdagen, og med flere miljømærkede campingpladser bliver det også nemmere at tage miljøhensyn i sit valg af ferie,” siger Frederik Gudi Sommer-Gleerup, afdelingschef for certificering i Miljømærkning Danmark.
“Nu fortsætter vi den grønne rejse sammen med vores gæster – for vi tror på, at ingen kan alt, alle kan noget, sammen kan vi det hele”
Vælger man en campingplads certificeret med EU Ecolabel, kan man være sikker på, at der bliver gjort en aktiv indsats for at minimere miljøaftrykket.
Campingpladsen skal nemlig leve op til en række skrappe miljøkrav til bl.a. energi- og vandforbrug samt begrænsning af affaldsmængder gennem affaldssortering.
En af de campingpladser, der netop har opnået EU Ecolabel, er Sønderballe Strand Camping – som indtil videre også er det eneste overnatningssted i Region Syddanmark med det officielle miljømærke.
”Vi er megastolte. I vores øjne er EU Ecolabel den bedste certificering, man kan opnå, og derfor er vi også gået målrettet efter certificeringen. Nu fortsætter vi den grønne rejse sammen med vores gæster – for vi tror på, at ingen kan alt, alle kan noget, sammen kan vi det hele,” siger Camilla Hansen, der er indehaver af Sønderballe Strand Camping sammen med sin mand Mikkel.
Også Nibe Camping i det nordlige Himmerland er for nylig blevet certificeret med EU Ecolabel.
”Når vi gør tingene på en grønnere måde, er det en investering i vores børns og børnebørns fremtid. Den indsats er vigtigere end nogensinde, og vi vil gerne være med til at gøre en forskel her på vores campingplads. Derfor igangsætter vi løbende nye tiltag – og vi forsøger også at opmuntre vores gæster til en mere bæredygtig livsstil,” siger Berit Søndergaard, som har haft Nibe Camping i 25 sæsoner sammen med sin mand, Hans Jørgen Søndergaard.
De øvrige campingpladser med EU Ecolabel i Danmark er Nysted Strand Camping, Fur Camping og Hvalpsund Familie Camping.
—
Fakta om campingpladser med EU Ecolabel
En campingplads med EU Ecolabel skal leve op til en række obligatoriske krav inden for bl.a. energi- og vandforbrug samt håndtering af affald. Herudover skal den også opnå et antal point inden for en række valgfri områder.
De obligatoriske krav omfatter bl.a.:
- Energieffektive installationer inden for belysning og opvarmning af lokaler samt brugsvand.
- Vandbesparende installationer i baderum og toiletter samt begrænsning af mængden af tøjvask.
- Begrænsning af affaldsmængder gennem affaldssortering.
- Rygeforbud i fællesrum.
De supplerende pointkrav omfatter bl.a.:
- Ingen brug af pesticider ved pasning af udearealer.
- Salg af lokale og økologiske varer.
- Tilbud om miljøvenlig transport.
- Miljømærket indkøb af rengøringsartikler og papirprodukter.
- Brug af regnvand til blomstervanding.

