Connect with us

Hvad søger du?

Storby

Vejle vil (også) have fat i de kinesiske turister

Det dansk-kinesiske turisme-år er som bekendt overstået, og nu er der udsigt til, at de kinesiske turister efterhånden får øjnene op for andet og mere end Tivoli, Den Lille Havfrue og Nyhavn. Der er nemlig en ny form for kinesisk turist på vej til Danmark. Det er de højtuddannede kinesere, der efterspørger mere autentiske oplevelser. Hos VisitVejle gennemfører man nu kurser, for at klæde det lokale erhvervsliv på til de nye gæster.

Kinesiske turister ved Amaliehaven i København er ikke noget særsyn. Nu vil VisitVejle gerne tiltrække flere kinesiske gæster, og derfor skal det lokale erhvervsliv klædes på til at yde service på 'kinesisk'. (Foto: Lars Bo Axelholm)

Kinesiske turister ved Amaliehaven i København er ikke noget særsyn. Nu vil VisitVejle gerne tiltrække flere kinesiske gæster, og derfor skal det lokale erhvervsliv klædes på til at yde service på ‘kinesisk’. (Foto: Lars Bo Axelholm)

Det dansk-kinesiske turisme-år er som bekendt overstået, og nu er der udsigt til, at de kinesiske turister efterhånden får øjnene op for andet og mere end Tivoli, Den Lille Havfrue og Nyhavn.

Der er nemlig en ny form for kinesisk turist på vej til Danmark. Det er de højtuddannede kinesere, der efterspørger mere autentiske oplevelser.

”Der er ingen tvivl om, at det kinesiske marked nu efterspørger andre oplevelser end kun en overnatning i hvert land. Det marked er så småt ved at uddø, og de nye segmenter efterspørger kvalitetsoplevelser og oplevelser, man kan deltage i. De efterspørger en ny og autentisk måde at rejse på”, siger Casper Tollerud, der er ekspert i kinesisk turisme ifølge dr.dk.

Det kinesiske potentiale har man også opdaget i Vejle Kommune.

Her er målet hos VisitVejle, at der i 2025 kommer 50.000 årlige kinesiske turister til Trekantområdet. Ifølge Vejle.dk er der i de tre første måneder af 2018 allerede booket 500 kinesiske overnatninger i området.

Vejle melder sig således ind i kampen om de kinesiske turister – og vejlenserne kan bare køre en kort tur over Lillebæltsbroen for at møde andre turistaktører, der også vil have fat i de kinesiske gæster.

Således kunne Udvikling Fyn i sensommeren sidste år præsentere en storstilet videokampagne, der kørte i de kinesiske sociale medier. I filmen fortalte verdensmesteren i badminton Viktor Axelsen på flydende kinesisk om sin fødeø.

LÆS OGSÅ: LEGO-workshop skal lokke kinesere til Egeskov

Kineserne vil have “slow travel”

Men hvor Vejle og omegn måske ikke kan prale af en verdensmester i badminton, har man andre esser i ærmet.

Særligt fordi de kinesiske gæster ændrer adfærd. Kineserne har tidligere efterspurgt hurtige ture til Europa, hvor de på få dage bl.a. kunne se Eiffeltårnet, Colosseum og Big Ben.

Den tendens er ændret. Nu er interessen for “slow travel” stigende, og de efterspørger i stedet wellness, kultur, shoppingmuligheder og ikke mindst natur. Og her har Vejle-området meget at tilbyde de kinesiske turister, lyder det fra den lokale erhvervschef:

“Vi har det, kineserne vil have! Kongernes Jelling er naturligvis et stort trækplaster, for vikinger hitter også i Kina,” siger Morten Damgaard Nielsen, der er erhvervschef i Vejle i en pressemeddelelse.

“Samtidig har vi rigtig gode shoppingmuligheder med både kendte brands og specialbutikker. Derudover ligger Vejle i et smukt kuperet terræn med ådal, skove og vand,” siger han og tilføjer, at LEGOLAND og det nye LEGO House naturligvis også er et aktiv, som bl.a. appellerer til skoleklasser.

LÆS OGSÅ: Randers vil også have fat i de kinesiske turister

Købestærke kinesere kommer udenfor sæsonen

Hensigten er at tilbyde noget rigtig lækkert til en mindre skare. Og det kinesiske segment passer perfekt ind i områdets traditionelle turisme og højsæson.

“Kinesernes længste ferie er, når de fejre nytår, og det er derfor også i denne periode, de fleste kinesere rejser. Det betyder, at kineserne primært vil besøge området udenfor den normale højsæson. Det giver hotellerne mulighed for at øge antallet af varme senge, og detailhandlen kan øget salget til de købestærke kinesere udenfor den normale højsæson,” siger Morten Damgaard Nielsen

Ifølge en opgørelse fra Teller bruger en kinesisk turist i butikker i gennemsnit 12 gange så meget som andre turister. En af årsagerne er, at deres køb er momsfri, når de rejser hjem til Kina. Samtidig er der skat på luksusvarer i Kina, men ikke når de er købt i udlandet. Derudover er det forbundet med prestige at købe ting i Europa – og endnu mere i Skandinavien.

LÆS OGSÅ: “Fokus på kinesiske turister er helt på månen”

Kina-strategi er klar

Strategien for Vejle er, at byen skal benyttes til overnatning, når kineserne besøger Syddanmark.

Hensigten er, at kineserne lander i Billund og er i Vejle et par dage, inden turen går videre nord på.

Med udsigt til flere kinesiske turister har VisitVejle i samarbejde med Erhvervsakademiet Lillebælt udviklet et kursusforløb, som skal gøre hoteller, turistattraktioner og detailhandlen i Vejle Kommune klar til at modtage kineserne.

Selve forløbet gennemføres på tre kursusdage, hvor den første blev afholdt i går. Efterfølgende kan deltagerne modtage sparring med udgangspunkt i egen forretning. Forløbet er EU-støttet og kan derfor gennemføres uden omkostninger for deltagerne.

LÆS OGSÅ: Turisterne elsker stadig det gode gamle printkatalog

Kineserne markedsfører Vejle og vikingerne

Vejles ‘Kina-eventyr’ startede for alvor i august sidste år, hvor en kinesisk delegation bestående af ti rejsekonsulenter besøgte Danmark i to dage for bl.a. at opleve Vejle-området. Efterfølgende har den kinesiske interesse været stor, og der er allerede indgået aftale med fire rejseselskaber om at tilbyde Vejle-turen til sine kunder. Og markedsføringen står de kinesiske turister til dels selv for.

“Kineserne er den befolkningsgruppe, der benytter de sociale medier mest i verden. De er meget aktive på bl.a. WeChat, som er kinesernes svar på Facebook, og opslagene deles med tusindvis af mennesker. Det skaber stor værdi, og samtidig er det den mest troværdige markedsføring, vi kan få,” siger Maria Stilund Sommer. Hun deltog i besøget fra Kina og er til dagligt projektkoordinator på projekt ‘Verdensarvssteder i Syddanmark’.

 

Fem gode råd om de kinesiske turister fra VisitDenmarks direktør Flemming Bruhn

1. De fleste kinesere har svært ved at læse og tale engelsk. Det er derfor en god ide at have noget generel information på kinesisk til at udlevere til de kinesiske gæster.

2. Kineserne kan ikke leve uden deres kogte vand. Det drikkes varmt eller bruges til te eller til deres medbragte nudler. Elkedler på værelserne er derfor et must.

3. Kineserne har generelt travlt på deres ferie, fordi de skal nå at besøge 3-4 lande på kun 7-8 dage. Derfor synes mange, at maden helst skal serveres så hurtigt som muligt, og at lang tid mellem retterne er decideret spild af tid.

4. Udover den generelle sommerferie har kineserne tre andre ferier, hvor de rejser meget. Det er ved kinesisk nytår som varer en uge frem. Det er ved 1. maj og ca. 1 uge frem og det er ved 1. oktober og ca. 1 uge frem.

5. Vær opmærksom på, de normale sociale medier ikke dur i markedsføringen over for kineserne. De bruger ikke Facebook eller twitter, men i stedet WeChat, Weibo, Baidu osv.

Fik du læst ...

Bæredygtig turisme

Drop skåltalerne om arbejdspladser og skatteindtægter. Kommuner, destinationer og private aktører bør i højere grad tænke lokalbefolkningen ind i turismeprojekter.

Attraktioner

Home of Carlsberg vil tiltrække internationale gæster, men lige så vigtigt er det at blive en del af lokalsamfundet, fortæller direktør Tine Kastrup-Misir.

Tendenser

Estiske ÖÖD har skabt et iøjnefaldende koncept for feriehuse: ”Vi vil elske at åbne i Danmark,” lyder det . Også Grønland og Færøerne er...

Gastroturisme

Manja Mikkelsen og Ariel Calabrese har tårnhøje ambitioner om løfte Ærøs gastro-scene. Og de håber, at øens fødevareproducenter vil med på rejsen.

Copyright © 2022 Turisme.nu

Turisme.nu

c/o Willmore

Ryesgade 106A, 2. th.

DK-2100 København Ø

Turisme.nu er tilmeldt pressenævnet