
Nr. Nissum Håndbryg er klar til at fortælle turisterne om godt håndbrygget øl. (Pr-foto)
2018 er startet fantastisk for Nr. Nissum Håndbryg, hvis brygkurser hitter stort.
”Vi har nærmest ikke en ledig lørdag inden sommerferien. Det er særligt brygkurserne, der hitter, og så arrangementer for grupper, hvor der både bliver brygget, hygget i relax-området og overnattet i Bed & Breakfast-lejligheden,” siger brygmester og indehaver af Nr. Nissum Håndbryg, Jens Grøn.
“Ølsmagningerne er også populære, men de kan heldigvis holdes om fredagen, da de ikke kræver så meget tid som et bryg-arrangement.”
HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK
LÆS OGSÅ: Michelin-kok skal løfte vestjyske madoplevelser
Turisterne skal have øjnene op for god øl
Bryggeriet har mærket stor lokal interesse for deres øl, men ambitionerne er til mere.
Et nyligt samarbejde skal medvirke til, at også turister får øjnene op for Nr. Nissum Håndbryg.
Bovbjerg Fyr, der ligger på Klinten på Vestkysten, som årligt besøges af tusindvis af turister, er netop blevet forhandler af bryggeriets øl.
”Brygkapaciteten i vores lille bryggeri er blevet større, og lageret er ved at være bygget op, så vi har mulighed for at tage flere forhandlere ind,” siger Jens Grøn.
LÆS OGSÅ: Store planer for turismen i Sydvestjylland
Turister kan få rundvisning på Nr. Nissum Håndbryg
I sommeren 2018 begynder Nr. Nissum Håndbryg med et nyt tiltag.
De vil nemlig holde Åbent Bryghus-arrangementer, hvor der bliver rundvisninger for alle interesserede – både herboende samt turister i området.
”Det er glædeligt, at der i vores område nu er endnu en unik oplevelse til vores gæster,” siger turistchef Kristian Hansen, fra Lemvig-Thyborøn Turistforening.
“Denne slags oplevelser, hvor man bliver inviteret indenfor bag om kulissen og møder brygmesteren selv, kan jo give nogle helt specielle minder om ferien, som får indtrykket af den lokale specialitet, som øllene er, til at vare endnu længere.”
LÆS OGSÅ: Skjern Å tiltrækker nu både laks og turister
Brygmesteren glæder sig til besøg
Brygmesteren glæder sig også meget til at vise interesserede rundt i sit bryggeri.
Han håber, at mange flere kan få øjnene op for, hvor let det er at brygge sin egen gode øl derhjemme.
”Vi glæder os til at vise vores bryggeri frem og fortælle om herlighederne ved at brygge sin egen øl. Der vil være mulighed for at sætte sig og nyde en øl på en af vores mange udendørspladser, i ølstuen eller i relax-hytten. Vi håber, at vi også vil kunne servere lidt let mad hertil,” siger han.
Da bryggeriet åbnede i juni 2017, blev der ikke afholdt en åbningsreception. Derfor planlægger de at tage revanche, når de til sommer kan fejre deres 1-års fødselsdag.
”I løbet af foråret forventer vi at blive helt færdige med de sidste projekter på ejendommen. Derfor har vi også bestemt os for, at det må være anledningen til at holde den åbningsreception, vi aldrig har fået holdt,” slutter Jens Grøn.
