
Svinkløv Badehotel har modtaget en vigtig dispensation, så hotellet kan blive genopført. (Arkivfoto: Wikimedia/CC/BKC)
Den ikoniske gråmalede træbygning fra 1925, der rummede Svinkløv Badehotel, blev offer for en voldsom brand i september sidste år.
Ingen gæster kom til skade ved branden, men efterfølgende skabte ulykken en stor debat om reglerne for brandsikring på ældre hoteller. Også problemer ved selve alarmeringen til 112 skabte efterfølgende offentlig opmærksomhed og debat.
Nu har ejendomsselskabet Svinkløv Badehotel ansøgt og fået dispensation til at genopføre og udvide badehotellet inden for klitfredningslinjen. Det skriver Nordjyske.dk.
LÆS OGSÅ: Svinkløv Badehotel mangler penge til genopførelse
“Svinkløv Badehotel kan blive genopført i klitfredningszonen, fordi Naturbeskyttelsesloven gør det muligt at dispensere blandet andet i tilfælde af brand. Derudover har vi fundet mulighed i loven til at kunne give dispensation til en mindre udvidelse. Den vil blive brugt til at opfylde de gældende regler om varmeisolering, handicapadgang og brandsikkerhed, så gæsterne kan indlogere sig i et hotel, der lever op til nutidige krav,” siger områdechef i Kystdirektoratet, Hans Erik Cutoi-Toft til Nordjyske.dk.
Genopbygningen af Svinkløv Badehotel bliver til tv
Svinkløv Badehotel skriver i øvrigt på sin hjemmeside, at DR Århus siden november har fulgt arbejdet med at genopbygge hotellet. Der bliver altså mulighed for at få indblik i hele processen fra branden til genåbningen.