
Mette og Claus Høgenhaug overtog Rødvig Ferieby i 2010, og siden er det gået stærkt. Omsætningen er fordoblet, bl.a. takket være vigtige samarbejder. (Foto: Lars Bo Axelholm/Turisme.nu)
Det er Mette og Claus selv, der må svinger løvriven foran receptions-hytten på Rødvig Ferieby.
Efterårsferiens travlhed med fyldte feriehuse er vel overstået, der er kun et par hollandske gæster og en lejrskole fra Albertslund indlogeret, så nu er der lidt bedre tid til få taget hånd om de lidt mere ’handy-mand-agtige’ opgaver.
Den store trailer er allerede fyldt med grannåle, men blæsevejret og de mange grantræer skal nok sørge for, at der bliver til flere læs.
”Jeg synes, man skal holde ferie på Stevns, fordi her er så dejligt. Der er vand hele vejen rundt langs klinten. Vi har en fantastisk badestrand bare 5 minutters gang væk …. Jeg synes, der er skønt her, og så ligger vi kun 1 times kørsel fra København,” siger Mette Høgenhaug.
Rødvig Ferieby ligger i udkanten af Rødvig og råder over i alt 26 feriehytter, med plads til enten 4 eller 6 personer. Desuden har man to sale med tilhørende køkken, der kan anvendes til konferencer og fester. Endelig har feriebyen også to tipi’er, hvor der er plads til henholdsvis 40 og 90 gæster.
”Vores fokus er på børnefamilierne, fordi vi er et relativt lille sted. Her kan forældrene sende børnene ud på legepladsen uden at skulle bekymre sig. Det er noget, som børnefamilierne synes er meget vigtigt,” siger Mette Høgenhaug.
SE VIDEO, HVOR CLAUS DEMONSTRERER RØDVIG FERIEBYS TIPI NEDERST PÅ SIDEN
Lyst til at prøve noget andet

Rødvig Ferieby ligger ved Cykelruten N9, der er en populær rute, både blandt tyske og danske rejsende, som er vilde med at cykle. Læs mere om ruten på bike-berlin-copenhagen.com (foto: Turisme.nu)
Parret overtog Rødvig Ferieby i 2010, og i de første år var det kun Mette Høgenhaug, der kvittede sit arbejde for at forfølge drømmen om at blive selvstændig.
Siden er det gået så godt, og der er blevet så travlt, at det gav mening at Claus også gik med ind i den daglige drift.
”Jeg havde lyst til at gøre noget for andre mennesker, sørge for at de får en dejlig oplevelse. Og det kan vi gøre her … jeg elsker stedet her, jeg elsker fyrretræerne, hele atmosfæren, og det er dét, jeg gerne vil give videre til vores gæster,” siger Mette Høgenhaug.
”Nogle af udfordringerne har været at skabe et mere stabilt kundegrundlag, og det synes jeg er gået rigtig godt. Vi har fordoblet omsætningen, siden vi overtog stedet,” forklarer Claus Høgenhaug.
”Og i dag har vi både faste danske og udenlandske gæster, der kommer igen, og det er jo dejligt. Så vi må jo gøre et-eller-andet rigtigt.”
HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK
Rødvig Ferieby: Kodeordet er samarbejder
En god del af forklaringen på fremgangen skyldes nogle meget vigtige samarbejder med et tysk og et hollandsk rejsebureau, som sender gæster til feriebyen.
Og samtidig har Rødvig Ferieby gode erfaringer med at benytte Booking.com som salgsplatform.
”Via Booking.com får vi adgang til nogle gæster, som vi ellers aldrig ville fange med vores egen hjemmeside,” forklarer Claus.
Udfordringen for Rødvig Ferieby er den samme som mange andre overnatningssteder kender. Der er fuldt booket i højsæsonen, mens der er ledig kapacitet i skuldersæsonen. Derfor vil Rødvig Ferieby fremover bruge flere kræfter på at tiltrække erhvervsgæster.
”Vi har i øjeblikket en del erhvervsturister – altså konferencer – og kurser med overnatninger. Men vi har plads til flere. Derfor er vi gået med i Stjernemøder, der er et nyt netværk i SydkystDanmark, der skal promovere erhvervsturismen i Sydsjælland,” siger Claus Høgenhaug.
”Vi kan godt.”
Et af trækplastrene, der gerne skal lokke flere erhvervsgæster til Rødvig Ferieby, er de to tipi’er, hvor gæsterne kan spise deres aftensmad ved hyggelige borde, der er placeret rundt om et stort bålsted i midten. Her kan gæsterne så få en anderledes afslutning på en mødedag. Man kan enten få leveret maden udefra eller lave den selv over bålet.
Hvad kan andre lære af jer?
”Du skal være stædig og vedholdende. Og så skal du opsætte nogle mål, som du skal forfølge.”
[box type=”info” align=”” class=”” width=””]Turisme.nu var inviteret til Stevns af NATURA – Aktiv ved Østersøen. NATURA er et internationalt InterReg-projekt, som arbejder for at udvikle den aktive kyst- og naturturisme langs Østersøen i Danmark og Tyskland. Her arbejdes med vandring, cykling, fiskeri, vandsport og livet ved stranden i tæt samarbejde mellem danske og tyske partnere. [/box]