Efter et år med stramme budgetter og horrible el- og gasregninger venter mange danskere til sidste øjeblik med at tage den endelige beslutning om årets sommerferie.
Rejsebureauerne melder om stor interesse, men samtidig er der tegn på, at forbrugerne holder igen med at lave de endelige bookinger.
”I år er situationen præget af langt mere rejselyst, end vi havde turdet håbe på,” siger Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.
”Men samtidig er der mange, for hvem økonomien stadig er usikker, og derfor venter med at booke til absolut sidste øjeblik,” siger han.
Tænker sig ekstra om
”Men rejserne er også blevet dyrere. En tur, der kostede 5.200 kr. sidste år, koster måske 6.000 kr. i år. Hvis man er en familie på fire personer, er det jo en forskel på 3.200 kroner i alt, og derfor er der mange, der tænker sig om en ekstra gang og undersøger mulighederne, før de laver det endelige køb,” tilføjer Lars Thykier.
I januar savnede halvdelen af de danske rejsebureauer kunder, mens det i marts var faldet til knapt hvert femte bureau.
Samtidig viser en analyse fra Dansk Erhverv, at næsten hver tredje dansker regner med at bruge flere penge på rejser og ferier i 2023.
Selv bilferien må vente
Bilferien er en af danskernes foretrukne ferieformer, og de senere år er mere end en fjerdedel af danskerne selv rullet afsted på ferien. Det viste en YouGov-undersøgelse sidste år.
Med stabiliserede brændstofpriser kunne man spå bilferien en stor sommer, men i biludlejningen har man i år mærket samme tilbageholdenhed fra det danske feriefolk, der dog nu er ved at røre på sig.
”Vi har væsentligt flere besøgende på vores hjemmeside, end vi havde samme tid sidste år, men folk har været længere tid om at lave deres bookinger. De er dog begyndt at komme nu,” siger Niels Bork, der er direktør i Autokonzept, som er en landsdækkende kæde af biludlejere.
“For eksempel kan vi se, at minibusserne, der kan rumme flere familier, er ved at være bookede nu, så man skal heller ikke vente alt for længe, hvis man ved, hvad man vil med årets ferie,” siger Niels Bork.