Connect with us

Hvad søger du?

Erhvervsturisme

Nordjyske aktører går sammen i kampen om møde- og konferencegæster

Der er igen gang i erhvervsturismen. Det mærker man også i Aalborg og Frederikshavn, hvor man nu går sammen om en fællesnordjysk messesatsning.

Op mod 2.000 mødefolk gæster Møde- og Eventmessen i marts, og de vil bl.a. kunne møde Aalborg Kongres & Kultur Center, Arena Nord fra Frederikshavn, Color Hotel Skagen, Guldbæk Vingård, Himmerland Resort og Musikkens Hus. (Pr-foto)
Op mod 2.000 mødefolk gæster Møde- og Eventmessen i marts, og de vil bl.a. kunne møde Aalborg Kongres & Kultur Center, Arena Nord fra Frederikshavn, Color Hotel Skagen, Guldbæk Vingård, Himmerland Resort og Musikkens Hus. (Pr-foto)

Erhvervsturister, dvs. tilrejsende, der skal medvirke i møder, konferencer eller store sportsevents, udgør en væsentlig andel af turismen i Nordjylland – og særligt Aalborg og i Frederikshavn.

I hele Destination NORD, der er destinationsselskab for Aalborg, Frederikshavn, Brønderslev og Læsø Kommuner, udgør erhvervsturismen ca. 25 %.

Men det er Aalborg og Frederikshavn, der har langt størstedelen af erhvervsturismen: 70 % i Aalborg Kommune og 25 % i Frederikshavn Kommune.

Det betyder, at erhvervsturismen er afgørende for en stor del af turismeerhvervet, herunder hoteller, restauranter og mødevenues i de to kommuner.

Efter coronapandemien kan man dog lune sig ved, at erhvervsturismen er vendt tilbage for fuld styrke i de to kommuner:

Samlet er erhvervsovernatningerne i 2022 steget 13 % i Destination NORD i forhold til det hidtidige rekordår 2019, og i Frederikshavn Kommune er væksten mest markant.

Her var der 48 % flere erhvervsrelaterede overnatninger i 2022 end i 2019.

Største stand

Fra destinationsselskabet er meldingen derfor, at man skal smede, mens jernet er varmt.

Derfor er en række nordjyske aktører at finde på messens største stand, når mødebookere og -købere samles til årets udgave af Møde & Eventmessen den 22. marts i Forum i København.

Det sker under fælles ’flag’:

”Vi har de seneste par år inviteret de nordjyske aktører til at stå skulder ved skulder med os og få sat vores del af Danmark positivt på landkortet for møder, konferencer og events,” siger Kent Kordt Röder, Head of Convention hos Destination NORD.

”I en tid, hvor det bliver stadig vigtigere, at møder skaber en bredere værdi, kan vi med vores værdier, styrker og stedbundne kvaliteter være en vigtig medspiller i mødet med hinanden. De bedste møder skaber jo værdi for alle parter,” siger Kent Kordt Röder.

Gang i hjulene

Op mod 2.000 mødefolk gæster Møde- og Eventmessen i marts, og de vil bl.a. kunne møde Aalborg Kongres & Kultur Center, Arena Nord fra Frederikshavn, Color Hotel Skagen, Guldbæk Vingård, Himmerland Resort og Musikkens Hus.

”Vi ser meget stor værdi i at være med på Møde- og Eventmessen, særligt fordi vi kommer i samlet flok med andre nordjyske aktører, der supplerer hinanden godt,” siger Per Malmberg, adm. direktør i Arena Nord.

”Sammen får vi præsenteret styrkerne ved netop vores område og vist bredden i det, vi kan i forhold til møder, konferencer og sportsbegivenheder.”

“Der er allerede godt gang i hjulene igen, og vi skal udnytte de muligheder, der præsenterer sig lige nu for at gribe opsvinget,” siger Per Malmberg.

Det er ikke kun i Nordjylland, at man sliber knivene i kampen om erhvervsturisterne.

Således har man i Odense for nyligt taget første spadestik til en udvidelse af Hotel Odense, med det erklærede formål at stå stærkere i kampen om erhvervsturisterne.

Fik du læst ...

Sæsonrapporter

Ny analyse: Turismebranchens aktører og destinationsselskaber giver deres bud på højsæsonen 2023.

Maskinrummet

Benedikte Vigsø er dybt betaget af det lokale sammenhold, hun har mødt, siden hun sammen med sin mand åbnede Restaurant Kaos i Lohals.

Ordet er dit

Direktør på Nyborg Strand, Jan G. Larsen, ønsker et opgør med nogle af de dogmer, der hersker i branchen.

Hotel

Heimathafen Hotels træder nu ind på det danske marked med opførelsen af et badehotel på Rømø. Borgmester har svært ved at få armene ned.

Copyright © 2022 Turisme.nu

Turisme.nu

c/o Willmore

Ryesgade 106A, 2. th.

DK-2100 København Ø

Turisme.nu er tilmeldt pressenævnet