Løbet Royal Run, der som bekendt har HKH Kronprins Frederik forrest i feltet, er blevet en kæmpe succes, hvor tusindvis af glade løbere samles for at gå eller løbe one mile(1,609 km), fem eller 10 kilometer.
En årligt tilbagevendende begivenhed, som sætter værtsbyerne på danmarkskortet og trækker købestærke gæster i stort antal til området.
I 2023 afholdes løbet den 29.maj i Aabenraa, Herning, København, Nykøbing Falster og Nyborg.
Kommuner, der alle har sagt ja til at betale flere hundredtusinder kroner, måske helt op til en million kroner, for at være værtsbyer.
Skagen ikke værtsby
Skagen var i spil som værtsby, men politikerne i Frederikshavn Kommune, sagde, ifølge Nordjyske.dk, enstemmigt nej til at bruge penge på løbet.
Ifølge avisen, blandt andet fordi kommunen stod midt i svære forhandlinger om at finde kommunale besparelser på omkring 50 mio. kr.
Kommunens afslag på at være værtsby får hård kritik af direktør i Toppen af Danmark René Zeeberg, der angiveligt tog den første kontakt til Royal Run for at gøre Skagens hoser grønne som værtsby.
Frustreret direktør
Frederikshavn Kommunes borgmester Birgit S. Hansen (S) siger til Nordjyske.dk, at de hverken har valgt en by eller en turistaktør fra, men alene har sagt, at de ikke vil bidrage med kommunale kroner, også selvom hun erkender, at det ville være et kæmpe aktiv at få Royal Run til kommunen.
Til TV2 Nord siger René Zeeberg, at de sagtens selv kunne skaffe den nødvendige kapital lokalt, og at han er frustreret over, at Frederikshavn Kommune efter hans mening har sagt nej tak til besøg af mellem 10.000 til 15.000 mennesker med omsætning og arbejdspladser til følge.
Til TV2Nord siger turistdirektøren videre, at Royal Run ville have været en særdeles kærkommen begivenhed for Skagen og for turismen i en tid, hvor turistindustrien stadig kæmper med eftervirkningerne efter Corona epidemien og den nuværende energikrise.