Find os og følg os:

Hi, what are you looking for?

Attraktioner & museer

Legoland satser 200 mio. kr. på nyt Legoland Slotshotel

Med beliggenhed tæt på Legolandparkens hovedindgang, og en investering på 200 millioner kroner, bliver et nyt, Lego-tematiseret slotshotel den store nyhed i Billund i 2019.

Det nye Legoland slotshotel skal stå klart i 2019. Hotellet har en prisseddel på 200 mio. kr., og er dermed den største investering i Legolands historie. (Foto: Legoland)

Det nye Legoland Slotshotel skal stå klart i 2019. Hotellet har en prisseddel på 200 mio. kr., og er dermed den største investering i Legolands historie. (Foto: Legoland)

I disse dage tager Legoland i Billund de første spadestik i byggeriet af et helt nyt Legoland Slotshotel. Med udsigt til Legolandparkens hovedindgang vil man fra foråret 2019 kunne bo på et gennemført, Lego-tematiseret Slotshotel.

Med inspiration fra legetøjsudgaven af et Lego-slot og udsmykket med over 900 modeller, tager det nye hotel ferieoplevelsen i Legoland til et helt nyt niveau.

”Vores fornemste opgave er at skabe oplevelser, der kan suge børnene helt ind i de fantastiske universer, der opstår med Legoklodsen,” siger Christian Woller, direktør i Legoland, i en pressemeddelelse.

“Med det nye hotel kommer vi til at overgå alt, hvad vi tidligere har skabt i Legoland. Når børnene kører herfra, vil de ikke være i tvivl om, at de har boet på et ægte slot.”

Legoland Slotshotel skal ligne eventyrslot

Allerede når gæsterne kører ind på parkeringspladsen, vil stemningen emme af eventyr.

Her møder Lego-riddere og drager dem, som velkomst til slottet. Indenfor er beboerne ved at pynte op til den store ridderturnering, og der er lagt op til fest på hele slottet.

Legoland vil imødekomme den øgede efterspørgsel efter overnatning med det nye slotshotel, fortæller Christian Woller, direktør i Legoland. (PR-foto: Legoland)

”Det kommer til at ligne et slot som vi kender det fra eventyrene. Bygget af materialer, der ligner datidens kampesten, med Lego-tematiserede tårnværelser, og en stor legeplads til gæsterne,” fortæller Christian Woller.

Fra ankomsten i slottets hall, hvor store Lego-modeller byder velkommen, går turen videre til en af i alt tre etager fyldt med troldmandsværelser, ridderværelser og prinsesseværelser.

”Hvor Hotel Legoland både rummer et konferencecenter og Lego-tematiseret overnatning i børnehøjde, er Legoland Slotshotel alene designet med vores kernemålgruppe, børnefamilierne, for øje,” siger Christian Woller.

“Fordi vi kun arbejder med ét enkelt Lego-univers, er det også blevet gennemført på et niveau, vi ikke har haft i Billund indtil nu. Derfor bliver slottet vores topprodukt på overnatningssiden.”

Læs også: Mangel på sommerhuse hæmmer vækst på Vestkysten

Legoland Slotshotel er realisering af visionsplan

Det nye hotel skal opfylde den stigende efterspørgsel på overnatning i forbindelse med et besøg i Legoland.

Derudover spiller det aktivt ind i realiseringen af Billund Kommunes store visionsplan om at blive kendt som Børnenes Hovedstad, hvor åbningen af Lego House tidligere på året markerede det første store initiativ.

”Med en så spændende og unik oplevelse som Lego House som vores nye nabo forventer vi i fremtiden en endnu større efterspørgsel på overnatning i Billund, og den vil vi altså fra 2019 kunne imødekomme på den ultimative måde,” siger Christian Woller.

“Vi vil samtidig fortsætte og forstærke vores fælles markedsføringskampagner med attraktionerne og overnatningsstederne i kommunerne omkring Billund, så vi sammen kan blive ved med at trække endnu flere turister til regionen,” siger Christian Woller.

FAKTA: Det nye slotshotel forventes at stå færdigt i foråret 2019, og med en investering på 200 mio. kr. er det Legolandparkens største investering til dato.

Læs også: Plads til mere turisme-succes i Syd- og Sønderjylland

Legoland slotshotel

  • Castle Hotel bliver tematiseret som et stort slot.
  • Antal værelser: 142 fordelt på to bygninger med to etager.
  • Antal sengepladser: 710
  • Restaurantkapacitet: 300
  • Temaværelser: Dragekrigerværelse, Troldmandsværelse og Prinsesseværelse
  • LEGO modeller: 900
  • Indendørs legeområde i restaurant
  • Areal: 8000 m2
  • Parkeringspladser: 145
  • Hotel åbning: April 2019
  • Stor udendørs legeplads
  • Placering: Åstvej 12-14

 

Abonnér på nyhedsbrevet

Konvulut

Modtag vores artikler direkte i din indbakke – så går du ikke glip af noget:



(Vi bruger MailChimp til at sende nyhedsbreve. Læs mere hos MailChimp.)

Fik du læst ...

Analyse

De danske destinationer har i år måtte kæmpe hårdt om danskernes opmærksomhed. Vi går tæt på sommerens overnatningstal.

Bag kampagnen

I Covid-19s spæde begyndelse i Danmark trykkede Visit Lolland-Falster på knappen og lancerede deres kampagne ‘Det er måske ikke … men det er tæt...

Nyheder

Der mangler akut gode outdoor-oplevelser, som der kan tjenes penge på. Et nyt innovationsprogram går på jagt efter de gode ideér.

Portræt

Tonny Skovsted Thorup er manden i spidsen for det nye Destination Nord. Turisme.nu tegner et portræt.

Copyright © 2020 Turisme.nu. Turisme.nu c/o Willmore Lavendelstræde 17 C, 4. DK-1462 København K