
Der må gerne komme endnu flere gæster med færgen til Læsø. Derfor vil Læsø Kommune nu satse på handicappede turister ved at forbedre adgangsforholdene ved en række af øens attraktioner. (Foto: © Keld Gydum / CC-BY-SA-2.5)
Det kan være en blandet fornøjelse at besøge badestranden, hvis man er kørestolsbruger. Blødt sand og smalle hjul er en dårlig kombination, og det vil man nu gøre noget ved på Læsø.
Læsø Kommune vil nemlig satse på handicapturisme, og det skal blandt andet ske ved at etablere strandstier til kørestole og et havnebad med hjælpemidler, sådan at mennesker med et bevægelseshandicap også kan få mulighed for at nyde en kølende dukkert.
“Det er et rigtigt spændende område. Der er et uudnyttet potentiale på det område,” siger borgmester Tobias Birch Johansen fra Venstre til dr.dk. (Åbner eksternt link)
Den bagvedliggende analyse er, at Læsø kan markere sig som en destination, hvor der er taget særligt hensyn til gæster med handicap.
“Det vil jo være rigtig spændende, hvis vi kan blive den kommune, hvor handicappede vil foretrække at komme på besøg. På den måde kan vi øge vores turisme og lave lidt vækst på den måde.”
Læsø er solskinsø nummer 1
Læsø kan i øvrigt prale af at være den ø i landet, der har flest solskinstimer, og attraktioner som Jomfruhummerfestival og Læsø Saltsyderi er med til at hive gæster til øen – i øvrigt understøttet af billigere færgebilletter. Turen med færge fra Frederikshavn tager 90 minutter.
Men masser af sol og lækre jomfruhummere gør det altså ikke alene, hvis man som lille ø-destination vil stå stærkt og skal overvinde den barriere som færgeturen er.
Ikke uventet bliver initiativet med at forbedre forholdene for gæster i kørestol hilst velkommen i Dansk Handicapforbund.
“Mange steder er det ikke muligt at komme frem, hvis man er i kørestol eller er meget dårligt gående. Læsøs planer vil gøre det muligt for os at få de samme oplevelser, som alle andre har som en selvfølge,” siger forbundets formand Susanne Olsen til dr.dk.
Nu går man på Læsø i gang med at udarbejde en decideret plan for, hvordan adgangsforholdene kan forbedres, og endelig skal forslaget behandles af de lokale politikere igen.