Scandic satte for nylig gang i en større rekrutteringskampagne.
Kampagnen, som skal tiltrække nye medarbejdere til kædens kommende hoteller i København og Aarhus, startede indledningsvis online på Scandics hjemmeside i slutningen af 2017.
På hjemmesiden kan kandidater melde deres interesse om beskæftigelse på et konkret hotel og inden for et bestemt arbejdsområde.
I løbet af den første tid, hvor der udelukkende blev kommunikeret online, oplevede kæden et stabilt antal af nye tilmeldinger på hjemmesiden. Men pludselig skete der noget:
“Kort før nytår udvidede vi kommunikationskanalerne. Vi satte et kæmpebanner op på Kalvebod Brygge, hvor Scandic Spectrum åbner i 2021,” fortæller Mette Broløs, som er marketingchef i hotelkæden.
HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK
Banner gav straks effekt
Banneret er over 30 meter langt og 4,5 meter højt, så det er ikke lige til at overse. Og samtidig er Kalvebod Brygge en af de allerstørste indfaldsveje til Københavns centrum.
“Samme dag som banneret blev sat op, oplevede vi en eksplosiv stigning i trafik til hjemmesiden og et boom i antallet af registreringer. På én dag steg ansøgningsantallet med knap 180 procent,” siger Mette Broløs.
Ifølge Scandic har antallet af ansøgere holdt sig stabilt og højt siden banneret kom op.
“Effekten af banneret er jo interessant i en tid, hvor vi har rigtig meget fokus på betydningen af og konverteringen i online-kanaler,” siger Mette Broløs.
“Vores case viser tydeligt, at outdoor i den grad stadig har sin berettigelse, når man strategisk vælger, hvilke budskaber og områder, der skal kommunikeres.”