
Ertebølle på Himmerlands vestkyst er et besøg værd af flere årsager. Stranden er velegnet til badning, og du kan også møde 20 m høje skrænter med tydelige lag af aflejret moler og aske – de ældste 55 mio. år gamle. Stranden er rig på fossiler og forstenet træ og havdyr og et must for geologi- og arkæologientusiaster. (Foto: Himmerlands Vestkyst)
Sig navnet: Himmerlands Vestkyst …
Jo, det klinger ligesom af lidt mere end ‘VisitVesthimmerland’, gør det ikke?
Men har Himmerland overhovedet en vestkyst?
Svaret er et rungende ja – og endda hele 90 kilometer af slagsen!
Men problemet er nok, at for få turister har været klar over det. Og nu skal der andre markedsførings-boller på suppen.
Det nye navn – Himmerlands Vestkyst – og det tilhørende nye website skal gerne åbne øjnene hos danske og udenlandske turister for alle fortrinligheder på Himmerlands vestkyst, lyder det fra turistkontoret i Løgstør.
Området, der nu skal sælges under et nyt stærkt destinations-brand, strækker sig fra Aggersborg i nord til Louns halvøen, en strækning på 90 kilometer i Vesthimmerland.
HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK
Himmerlands Vestkyst har wow-effekt
“Formålet med tiltaget er at vække den potentielle turists lyst til at søge mere information om Vesthimmerland ved at klikke sig ind på sitet for at finde et overnatningssted eller oplevelser,” siger marketingansvarlig Helene Christensen, VisitVesthimmerland.
“Netop derfor er den nye hjemmeside, himmerlandsvestkyst.dk, fyldt med flotte billeder med wow-effekt, som skal give turister lyst til at besøge vores skønne område,” siger hun.
LÆS OGSÅ: Vandreture er det nye sort i Vesthimmerland
Himmerlands Vestkyst primært online-univers
Primært vil kampagnen være online, men Himmerlands Vestkyst vil også kunne fås som et magasin, der trykkes til forskellige events.
“Vi forventer os meget af brandingkampagnen, og vi er meget spændt på virkningen af det. Går det, som vi forventer, og som forskellige tendenser viser, så bliver det en succes,” siger turistdirektør Jimmi Petersen.
“Vi ser Himmerlands Vestkyst som et ‘unique selling point’ til glæde for hele området – uanset om det er Gedsted, de himmerlandske heder, kunsten i Aars eller skrænterne i Ertebølle, hvorfor det vil komme hele Vesthimmerland til gavn,” understreger Jimmi Petersen.
Vesthimmerland er svær term at markedsføre
Det nye destinations-navn Himmerlands Vestkyst er opstået, fordi flere undersøgelser har vist, at ordet ‘VisitVesthimmerland’ og ‘Vesthimmerland’ er vanskelige termer at have med at gøre, når det gælder om at markedsføre over for turister.
Derfor har dette nye udtryk Himmerlands Vestkyst set dagens lys, lyder det fra VisitVesthimmerland.