Vil du omstille din virksomhed til den nye Corona-virkelighed? Så er 2. runde af Omstillingspuljen netop åbnet. 317 virksomheder fik hjælp i 1. runde.
Oprindelig var der afsat 100 millioner kroner til Omstillingspuljen – men det beløb er siden blevet mere end fordoblet, så der nu er i alt 225 millioner kroner at søge om.
De første 105 millioner kroner er allerede fordelt til 317 virksomheder i den første ansøgningsrunde.
Summa summarum er der altså stadig over 100 millioner kroner at søge om.
Omstillingspuljen er rettet mod:
- Konference-/ mødesteder
- Rejsebureauer
- Hoteller
- Forlystelser
- Restauranter
- Oplevelsescentre
- Diskoteker/natteliv
- Events
- Virksomheder i turisme-værdikæden
- Andre hårdt ramte virksomheder
Tivoli og LEGOLAND fik i 1. runde
I første runde blev der givet flest midler til ombygninger og udvikling af digitale løsninger, der skal udvide markedet og forbedre kundeoplevelsen både under og efter Corona.
Restauranter har kunne optimere take-away oplevelsen med nye digitale bestillingsmoduler og bæredygtig udbringning af mad.
Blandt modtagerne i første runde var:
- Hotel d’Angleterre (1 mio. kr.)
- REKOM Group A/S (1,5 mio. kr.)
- TIVOLI (1,5 mio. kr.)
- Djurs Sommerland (1 mio. kr.)
- Tivoli Friheden (720.000 kr.)
- Aalborg Kongres & Kulturcenter (500.000 kr.)
- Skallerup Seaside Resort (1 mio. kr.)
- Comwell A/S (1.368.750 kr.)
- Vivaldi Gruppen (1.387.500 kr.)
- LEGOLAND (870.000 kr.)
- Zoologisk Have i København (759.000 kr.)
- Jespers Torvekøkken (1 mio. kr.)
- Scandic Hotel (375.000 kr.)
Hvis du er nysgerrig på at se alle 317 modtagere? SE hele listen her.
Nye krav til ansøgeren
I puljens 2. runde er de økonomiske krav for at kunne ansøge puljen blevet ændret en smule.
For at kunne få tilskud fra omstillingspuljen, skal virksomheden nu demonstrere et overskud på driftsresultatet samlet for 2018 og 2019, men kan altså godt have haft et negativt resultat i enten 2018 eller 2019. Egenkapitalen skal være positiv ved udgangen af 2019.
Virksomheder kan ansøge om et tilskudsbeløb på op til 1,5 mio. kr. per virksomhed afhængigt af bl.a. virksomhedens størrelse og behov.
Der er krav om kontant medfinansiering på minimum 25 pct. af projektudgifterne.
Her er der vejledning
Omstillingspuljen administreres af Erhvervshus Hovedstaden i et samarbejde med resten af landets tværkommunale erhvervshuse, deres filialer og turismeaktørerne MeetDenmark, Danske Destinationer, Dansk Kyst- og Naturturisme og Dansk Storbyturisme /Wonderful Copenhagen.
Administrerende direktør i Erhvervshus Hovedstaden, Liselotte Hohwy Stokholm, understreger, at selvom puljen er ment som et særligt løft til oplevelsesbranchen, bl.a. hoteller, restauranter og konferencecentre, er alle virksomheder, der er hårdt ramt af Covid-19-krisen, inviteret til at søge:
”Vi håber på igen at se mange spændende ansøgninger og initiativer fra virksomheder over hele landet. Det vigtigste er, at man har en plan for at ville omstille sin forretning og har visioner for, hvordan man vil navigere og udvikle sig i en ændret markedssituation,” siger Liselotte Hohwy Stokholm.
Omstillingspuljen kan søges indtil den 19. februar og al information om, hvordan man søger og hvilke kriterier, der skal være opfyldt, kan findes på Erhvervshus Hovedstadens website
Virksomheder, herunder ansøgere til omstillingspuljen, kan løbende få hjælp og uvildig sparring om deres situation i landets 6 erhvervshuse og deres filialer.