Find os og følg os:

Hi, what are you looking for?

Debat

Dansk Erhverv: Sådan får vi sammen løftet turismen

(PR-foto: Dansk Erhverv/Lizette Kabré)

(PR-foto: Dansk Erhverv/Lizette Kabré)

Af Mette Feifer, Dansk Erhvervs markedsdirektør for Oplevelse og Velfærd. 

Vi elsker turister! Og det burde hele Danmark gøre. For turister er i den grad med til at løfte vores land.

Vores kære besøgende lægger penge her i landet og er med til at skabe vækst og arbejdspladser i et omfang, som de færreste nok er klar over.

I skrivende stund beskæftiger turismen mere end 90.000 fuldtidsansatte og endnu flere, hvis vi tager forbundne brancher med. Hvert år får vi stadigt flere besøgende, og over de seneste seks-syv år er der skabt cirka 15.000 nye arbejdspladser i erhvervet.

Turismen bidrager i øvrigt også stort til lokal udvikling. Turismen har potentialet til at blive et nyt vækstlokomotiv for hele Danmark, men hvis potentialet skal indfries, skal beslutningstagere, offentlige aktører og de private virksomheder danse kinddans.

I en ny turismepolitik fra Dansk Erhverv viser beregninger, at hvis de rigtige beslutninger bliver truffet, er der et potentiale på 19.000 nye arbejdspladser. Og i lyset af hele debatten om Udkantsdanmark, Vandkantsdanmark, landdistrikterne, eller hvad man nu vælger at kalde den del af Danmark, som ikke er udpræget urban, er det vigtigt at pointere, at vi taler om job i hele landet.

Danmarks turisme spreder sig fra kyst til kyst

For turismen er jo spredt ud over hele Danmark. Fra Hvide Sande til Hovedstaden. Fra Skagen til Sønderborg. Det er helt naturligt, for vi har i Danmark så fantastisk mange, spændende ting at byde på. Selv om vi måske i mange henseender er et lille land, så er vi også et mangfoldigt land, der kan byde Cool Copenhagen, på Vildt Vesterhav og en helt masse ind i mellem.

Vi rejser mere og oftere, og vi stiller nye krav til rejsedestinationerne og oplevelserne. Det samme gør de turister, der kommer til Danmark. Uanset om det gælder den tyske børnefamilie i gule regnjakker og grønne gummistøvler ved Vestkysten eller nogle af de mange gæster, der lander i Københavns Lufthavn med det voksende antal direkte ruter fra hele verden, så er de alle på jagt efter nye autentiske oplevelser, efter spændende rejseprodukter, kvalitet og god service.

Dansk turisme skal være innovativt

Det stiller vi krav til, at vi som turistnation skal tænke nyt. Vi skal have mere af det, som på nudansk bliver kaldt for innovation. Samtidig er det også helt afgørende, at vi kan levere et produkt til de rejsende, der er konkurrencedygtigt i forhold til destinationer omkring os på både pris og kvalitet.

Danmark bliver aldrig det billigste rejsemål, men vi skal kunne konkurrere med vores nabolande, så turisterne oplever værdi for pengene på deres ophold her.

Det handler ikke kun om, at hoteller og feriehuse tjener penge på overnatninger. Vores besøgende skal jo også spise. De spiser måske gourmetmad på Henne Kirkeby Kro, som netop har fået sin Michelin-stjerne nummer to, eller de snupper en hotdog på den lokale grill. Lidt dansk design eller spændende tøj, bliver der måske også købt. Det kan være, at familien skal en tur i Den Blå Planet, eller at der bliver tid til lidt kulturel fordybelse på Louisiana. Alt sammen noget, der giver kroner i kassen. Alt sammen noget, som skaber vækst og arbejdspladser.

Men turismen kan mere end det. Den er også et udstillingsvindue for Danmark og styrker fortællingerne om vores land, som for eksempel designvirksomheder, modebranchen og musikbranchen kan spejle sig selv i og kan bruge som afsæt for større eksport af danske produkturer.

De fleste kender nok følelsen af, at have besøgt et land og være så begejstret, at man fortæller alle i omgangskredsen, hvad enten de gider høre på det eller ej, om, hvad dette fantastiske land har at byde på. Det er ikke kun os danskere, der gør det. Det gør alle mennesker.

Og i 2017 er omgangskredsen jo langt større end blot de mennesker, man lige møder i hverdagen. Via sociale medier breder positiv omtale af Danmark sig som ringe i vandet. Her er potentialet enormt.

For gæsternes store efterspørgsel efter digitalt tilgængelige produkter og nytænkning kan skubbe gang i innovationen og skabe nye digitale løsninger og teknologi, som kan bruges på tværs af brancher fremover.

Der er ingen vej uden om – vi skal satse digitalt

Digitale rejseguides, apps, der giver besked når køen til rutsjebanen i forlystelsesparken er kort, smart-city-teknologi, concierge-service på hotellet via Ipad’en – alt dette er kun begyndelsen. Der er ingen vej uden om: Vi skal satse på det digitale og blive langt bedre til det, end vi er i dag. Fremtidens kloge unge hoveder skal finde på de nye digitale løsninger, som vi slet ikke kan forestille os endnu, for at sætte dansk turisme i det digitale førersæde.

FN’S turismeorganisation, UNWTO forventer, at antallet af turister på verdensplan vil gå fra godt 1,2 milliarder i 2015 til hele 1,6 milliarder i 2030. Den internationale luftfartsorganisation, IATA, forventer en fordobling i passagertrafikken over de næste 20 år.

Turismen fortsætter altså med at vokse på verdensplan. Nu er opgaven, at vi skal have en klar strategi for, hvordan vi får flere turister til at komme netop til Danmark. Vi er jo i konkurrence med resten af verden. Vores vejr kan vi jo ikke gøre så meget ved, men der er en lang række andre ting, som vi kan gøre anderledes eller bedre.

Syv turismepolitiske forslag

Vi har syv forslag til, hvordan vi i et tæt samarbejde mellem offentlige og private kan løfte turismepotentialet.

Vi skal være i front på digitalisering, innovation og produktudviklingen. Turisterne efterspørger det, og vi skal levere. Turismen skal tænkes ind i de eksisterende innovationsmiljøer og samarbejde med universiteterne og kulturinstitutioner omkring innovation. Innovation og entreprenørskab skal tænkes bedre ind i uddannelsessystemet. Det kræver en del, men vil give mere.
Vi skal levere de bedste oplevelser af høj kvalitet til turisterne. Fremover vil turisterne i endnu højere grad efterspørge gode og autentiske oplevelser, events og kulturtilbud. Sammentænkningen af kultur, events, fødevarer og turisme skal styrkes, så der bliver skabt attraktive og let tilgængelige oplevelser for vores gæster. Vi skal også blive bedre til at engagere danskerne i denne indsats.

Omkostningerne skal ned. Vi er et relativt dyrt land at holde ferie i. Hvordan man end vender og drejer det, er det også noget, som turister skeler til. Omkostnings-og afgiftsniveauet for turisterhvervet bør sænkes, så vi står bedre i konkurrencen med vores nabolande. Samtidig skal vi skabe de økonomiske rammer for øget kapacitet, fx højere bundfradrag for feriehuse og lavere energiafgifter, så vi imødekommer den fremtidige vækst i antal overnattende turister.

Vi skal have øget investeringerne i dansk turisme. Blandt andet skal vi sikre et bedre samspil mellem offentlige og private investeringer. Her kan ikke mindst de eksisterende og nye forsøgsprojekter langs de danske kyster være med til at tiltrække nye investorer.

Det skal være mere attraktivt for morgendagens talenter at arbejde i turismeerhvervene. Der er allerede i dag problemer med at skaffe kvalificerede hænder og hjerner. Der skal skabes synlige og attraktive karriereveje, så flere unge vælger den vej og er med at øge professionaliseringen hos turismens aktører.

Kræfterne i dansk turisme skal samles, og der skal tænkes i helheder. Vi skal binde turismeindsatsen sammen. Turisterne skal rundt i hele Danmark.

Vi skal blive langt bedre til at markedsføre og sælge Danmark internationalt. Den internationale konkurrence for at tiltrække turister er knivskarp. Mange lande opruster på markedsføringen. Det skal vi også gøre.

Vi har hverken et Eiffeltårn eller sol hele året – og alligevel kommer mennesker fra hele verden hertil for at hilse på os. Nu gælder det om at holde fast i den positive udvikling og skabe rammerne for, at vi også fremover kan tage imod vores gæster med hygge, åbne arme og et turistdanmark, der er rustet til fremtiden.

Turismen har potentialet til at blive et nyt vækstlokomotiv for hele Danmark, men hvis potentialet skal indfries, skal beslutningstagere, offentlige aktører og de private virksomheder danse kinddans.

Indlægget er oprindeligt offentliggjort i JydskeVestkysten d. 3. april 2017, og bringes på Turisme.nu med tilladelse fra Dansk Erhverv.

Abonnér på nyhedsbrevet

Konvulut

Modtag vores artikler direkte i din indbakke – så går du ikke glip af noget:



(Vi bruger MailChimp til at sende nyhedsbreve. Læs mere hos MailChimp.)

Fik du læst ...

Analyse

De danske destinationer har i år måtte kæmpe hårdt om danskernes opmærksomhed. Vi går tæt på sommerens overnatningstal.

Bag kampagnen

I Covid-19s spæde begyndelse i Danmark trykkede Visit Lolland-Falster på knappen og lancerede deres kampagne ‘Det er måske ikke … men det er tæt...

Portræt

Tonny Skovsted Thorup er manden i spidsen for det nye Destination Nord. Turisme.nu tegner et portræt.

Nyheder

Der mangler akut gode outdoor-oplevelser, som der kan tjenes penge på. Et nyt innovationsprogram går på jagt efter de gode ideér.

Copyright © 2020 Turisme.nu. Turisme.nu c/o Willmore Lavendelstræde 17 C, 4. DK-1462 København K